Nyheder

London-event gjorde handelsgymnasieelever klogere på revisionsbranchen

- Det har været en lærerig tur, hvor vi har fået et grundigt indblik, som man ellers ikke lige har mulighed for at få. Man kan sige, at virksomheden med forløbet fik gjort revision til noget, vi nu bedre kan forholde os til, vurderer Melanie Ankerstjerne, der ligesom Henrik Lundby har virksomhedsøkonomi på A-niveau.

Begge handelsgymnasieelever blev udvalgt til at deltage i turen, efter at de på opfordring fra deres lærer Søren Møller Christensen skrev en ansøgning til Ernst & Young. Introduktionsforløbet henvender sig til elever, der har ambitioner og overvejer en karriere som revisortrainee.

Mindre skrivebordstid
På turen havde Melanie og Henrik selskab af to repræsentanter fra Ernst & Young i Esbjerg og to andre deltagere - et par elever fra Varde Handelsgymnasium. De unge blev vist rundt på hovedkontoret og fik indsigt i revisionsfirmaets arbejdsgange, deltog i faglige workshops og snakkede med et par af de unge London-medarbejdere om de muligheder, Ernst & Young kan tilbyde i forhold til faglig og personlig udvikling.

Lige som Melanie er Henrik positivt overrasket over forløbet:

- De har meget fokus på learning by doing, hvilket tiltaler mig, og så blev vi overraskede over at opleve, at revisorerne faktisk bruger halvdelen af deres arbejdstid på at være ”ude i marken”.

Afslutningsvis fik de unge handelsgymnasieelever en helt anden - men også fed - oplevelse. Programmet bød nemlig på overværelsen af en fodboldkamp på LoftusRoad - det fodboldstadion, som er hjemmebane for Football League Championship klubben Queens Park Rangers.

Gruppen fik også tid til lidt shopping og et besøg i teatret for at se musicalen The Book of Mormon.

EY-tur-april17
Fra venstre er det Henrik Lundby Pedersen, Rybners HHX, Jonas Jørgensen, Varde HHX,
Kamilla Damgaard Andersen, Varde HHX, Melanie Ankerstjerne Johnsen, Rybners HHX,
Mads Klausen og Frederik Kruse, Ernst & Young.