Nyheder

- Alle unge burde besøge de udenlandske universiteter

Lidt tilfældigt bemærkede Eda Elmas Atay en mail fra Studievalg Sydjylland. Den handlede om, at Danish Students Abroad inviterede til åbent hus-weekend på forskellige universiteter i London. Det hele var arrangeret af danske studerende, der går på universiteterne.

- Det lød bare så spændende, og da jeg i forvejen ville være i London på ferie med min mor på det tidspunkt, skyndte jeg at melde mig til. Det kostede mig kun 200 kr., beretter Eda.

Lørdag besøgte gruppen fire universiteter; University College London, Imperial College, King’s College og Queen Mary College. Efter de første to besøg holdt de danske universitetsstuderende og vejledere et oplæg om praktiske forhold såsom økonomi og boforhold, og efter de to næste besøg gjaldt det et oplæg om Skotland, hvor særligt ét forhold adskiller sig fra England: I Skotland koster det - ligesom i Danmark - ikke noget at studere på universiteterne.

- Søndag blev nærmest endnu bedre end lørdag. Her kunne vi melde os til en tur til enten Oxford University eller Cambridge - jeg valgte Oxford, og fordi vi havde en hel dag, kom vi tættere på vejlederne, og vi slap for at skulle finde vej gennem Londons myldrende gader, fortæller Eda, der blandt andet fik nyttig information om optagelsesprocedurerne på Oxford University, der er et af verdens mest velansete universiteter.

DSC_0458-lille.jpg
Der er trygt og godt i de vanlige omgivelser, men Eda Elmas Atay fra 2.z på Rybners
Almene Gymnasium synes det er ærgerligt, at der ikke er flere gymnaieelever, som bliver
gjort opmærksom på muligheden for at besøge universiteterne i udlandet.


Tilbud bør nå ud til flere
Den rejselystne gymnasieelev ved godt, hvad hun vil studere på Oxford University, hvis hun kommer ind:

- Jeg vil læse medicin, men først har jeg tænkt mig at finde et job, så jeg kan tjene penge til at tage på InterRail. Det vil nok også gøre overgangen til at skulle læse i udlandet mindre brat.

På turen spottede Eda to andre gymnasieelever fra Esbjerg - den ene fra Rybners - som hun dog ikke kendte. Hun synes, der bør gøres mere ud af at fortælle om muligheden for at komme på universitetsbesøg i udlandet - eksempelvis via de sociale medier.

- Og man kunne også overveje, at kombinere besøget med en studietur, tilføjer hun.

Hun tror dog også, at mange danske unge er konservative, hvad valg af studiested angår. At rejse til udlandet for at studere kan virke utrygt og uoverskueligt.

- Derfor burde alle tage af sted på en weekendtur som denne og høre om mulighederne fra nogle af dem, der selv har prøvet at læse i udlandet, vurderer Eda.