Nyheder

Stemningsfulde studenterdimissioner: nu starter et nyt kapitel

---Se videoer og fotos på Facebook: stx/hhx - og htx---

I Grådybet, hvor det almene gymnasium og handelsgymnasiet har hjemme, var aulaen fyldt til sidste stoleplads.

- Jeg har det lidt, som når børnene flytter hjemmefra. Her bliver så stille, sagde rektor Lars Andersen og indledte dermed en talerække, som godt kunne give de unge lidt at tænke over.

Som gæstetaler talte Asmus Rotne, som er 25 års jubilar. Han har gjort karriere i bankverden i Georgien, hvor han nu er Senior Developer. Men det var bestemt ikke den karriere hverken han selv, hans forældre eller kammerater havde forestillet sig for ham, da han gik ud af gymnasiet. Han har blandt andet læst russisk, taget flere fjumreår og læst i udlandet. Og på de erfaringer byggede hans budskab til studenterne anno 2017.

- Jeg vil opfordre jer til ikke at tage den lige vej. Vælg med hjertet og vær ikke bange for et fjumreår eller to, for man ved aldrig, hvad de vil føre med sig, sagde han.

I alt 94 jubilarer deltog i år i den festlige dimission, som de fulgte fra balkonerne på første sal. Blandt dem var ægteparret Ole Feddersen og Anne Marie Gregersen, der mødte hinanden og blev kærester på gymnasiet for 70 år siden!

høj.jpg

To årets studenter
I år var der hele to årets studenter i Grådybet, da Sara Louise Sørensen-Lange fra det almene gymnasium og Susan Wolf Spaanheden fra handelsgymnasiet begge havde scoret et flot gennemsnit på 12,3. De to piger har fulgtes lige siden de som spæde var tilknyttet samme tvillinge-mødregruppe, fortalte Susan Wolf Spaanheden i sin tale. Og også de seks andre tvillinger fra gruppen dimitterede fredag fra Rybners, afslørede hun. 

Sara Louise Sørensen-Lange opfordrede alle til at huske at give sig selv og hinanden et skulderklap.

- Der er alt for få skulderklap – både til en selv og til andre. Så løft blikket og giv sidemanden et skulderklap, opfordrede hun.

I klasserne udleverede klasselærerne eksamensbeviserne til eleverne, mens forældrene forevigede øjeblikket, hvorefter turen gik med trommer, banjo og hornmusik til Torvet.  

IMG_0248.JPG

IMG_0485.JPG

Grib chancen
Også på Rybners Tekniske Gymnasium var glæden og lettelsen til at få øje på hos de 150 studenter, der sad på de forreste rækker i den fyldte Teknodrom.

- Htx ligger mit hjerte nær. I har været mange projekter igennem og har lært en helt masse. Samtidig vil jeg rose jer for altid at have smil på læben, lød det blandt andet fra rektor Lars Andersen, der sluttede sin tale med ordene ”Grib chancen, lev livet! I har alle muligheder!”

Vicerektor Karen Munk Rasmussen videregav masser af ros:

- Underviserne melder om, at I er seriøse, ambitiøse og dygtige, er gode til at udvise rummelighed og har plads til latter. Jeg er også imponeret over jeres evne til at arbejde sammen og videreformidle jeres projekter. Det så vi blandt andet i teknikfagsugen, hvor vi oplevede en sand symfoni af gode ideer.

Htx-studenterne blev kaldt på scenen klassevis for at få deres eksamensbevis overrakt af uddannelsesleder Michael Fallesen, mens de stolte forældre kæmpede om at få en optimal kameravinkel, så øjeblikket kunne foreviges.

Inden turen gik mod Torvet - og et kapitel sluttede for at et nyt kan begynde - blev der skålet i champagne og uddelt mange varme knus.

DSC_0766.JPG

DSC_0760.JPG

DSC_0782.JPG 

De modtog legater:

Rybners Almene Gymnasium og Rybners Handelsgymnasium:

Fra Lida og Oskar Nielsens Fond blev der uddelt legater for i alt 40.000 kr. De gik til Line Foss Rotvig Jessen, Mads Smedegaard Møller, Mathias Lindblad Michelsen, Simone Ivalo Knudsen, Emma Gram Sønderup, Caroline Cathrine Rygaard, Emma Højgaard Tøgersen, Rasmus Overgaard Winsløv Hansen, Rasmus Overgaard Winsløv Hansen, Louise Engelbrecht Mikkelsen, Nanna Bechmann Skovgaard Jensen, Simon Lundby Pedersen, Magnus Fabricius Ebbesen, Gustav Vind, Sara Louise Sørensen-Lange, Simon Maahn Christensen, Christian Kirkegaard Katzmann, Lærke Renkwitz Holm Elbæk og Katrine Rønn.

For det højeste karaktergennemsnit på HHX (12,3 inkl. bonuspoint) blev Susan Wolf Spaanheden belønnet med 3500 kr., og det samme gjorde Sara Louise Sørensen-Lange, der opnåede det højeste gennemsnit på STX (ligeledes 12,3 inkl. bonuspoint).

Line Ipsen Madsen fra 3c modtog HKs Legat på 2000 kr.

Esbjerg Erhvervsudviklings legatudvalg uddelte flidspræmier for i alt 20.000 kr. Legatet er skænket af ”Konsul J. Villemoes legat 1941”. Flidspræmierne gik til Stine Selvejer, Thue Hvid Olsen, Katrine Kalb Jørgensen, Rasmus Olinsson, Jesper Boje Brogaard, Nicolai Byriel Nørskov Laursen, Susan Wolf Spaanheden og Christian Normand Sørensen.

Rybners Tekniske Gymnasium:

Fra Lida og Oskar Nielsens Fond blev der uddelt 5000 kr. til hver af de fire studenter, der har opnået det højeste gennemsnit. De fire er Peter Lysdahl Bæk, Sofie Funch Reese, Malthe Poulsen Husum og Tobias Iversen.

Kimmie Andersen blev kåret som Bedste Studiekammerat , og modtog 1000 kr., skænket af Nordea.

En række studenter blev desuden påskønnet med en gave for deres faglige og/eller sociale indsats i løbet af gymnasieårene.