Nyheder

Handelsskoleelever dyster i butik og handel

Teori bliver omsat til praksis i stor stil, når eleverne på Rybners Handelsskole på torsdag den 11. maj skal præsentere produkter og egne virksomheder ved stande i handelsskolens aula. Eksterne dommere fra branchen, Danbo Møbler og Sügro, kommer for at bedømme præsentationerne, fortæller underviser Lena Marie Skovning.

- Vores uddannelser foregår i tæt samarbejde med virksomheder, og lokalmesterskaberne i Skills er et eksempel på, at eleverne selv skal tage initiativet til et samarbejde, ligesom de skal vise, at de kan bruge alt det de har lært teoretisk i praksis over for det lokale erhvervsliv, forklarer Lena Marie Skovning.

Præsentation af butikker og virksomheder
Skolens handelselever skal præsentere en realistisk plan for en virksomhed med hvad det indebærer af budget, hjemmeside, salgsmateriale og virksomhedsanalyse med mere.

Skolens butikselever laver i samarbejde med en lokal butik reklameartikler, markedsføringsplan og udvikler events, som skal præsentere butikken eller et produkt bedst muligt.

web Sofie og Christopher.jpg
Christopher Bertram Lindgreen Christiansen og Sofie Reichle Sørensen arbejder med at stille deres stand op, hvor de i samarbejde med Bilka skal præsentere Elisabeth Arden-produkter. 

Christopher Bertram Lindgreen Christiansen og Sofie Reichle Sørensen har fået lov til at præsentere en produktserie for Bilka, hudplejeserien fra Elisabeth Arden. De er i gang med at undersøge produktet, finde ud af, hvor deres udstilling ville præsentere sig bedst muligt i Bilka og lave en indbydende udstilling.

- Det er noget vi har haft meget om i faget afsætning, blandt andet om butiksindretning og om udstillingen skal have en A-, B-, eller C-placering. Vi skal prøve at vise, at vi kan bruge det i virkeligheden, fortæller Christopher Bertram Lindgreen Christiansen.

Med og uden EUX
Begge tager EUX, hvilket vil sige, at de efter sommerferien skal tage et studieforberedende år med fag på gymnasialt niveau, som gør at de kan læse videre direkte på en række videregående uddannelser. Først derefter skal de finde en elevplads i butik eller handelsvirksomhed. Men også elever, som ikke tager EUX og skal ud som elever i butik eller virksomhed efter sommerferien, deltager.

TID & STED
Skolemesterskaberne i Skills foregår på torsdag den 11. maj fra klokken 10 – 12 på Rybners Handelsskole, Svendsgade 19 – 21. Alle interesserede er velkomne til at kigge forbi.

web senge.jpg
En gruppe arbejder på deres stand med evelationssenge.