Nyheder

HF-elever blev klogere på uddannelsesvalget

Snakken går omkring bordene, hvor HF-eleverne er i gang med en samfundsfaglig samarbejdsøvelse.

- Vi forsøger at give eleverne et indtryk af, hvad det vil sige at tage en uddannelse inden for sundhed og pædagogik og at være elev her, fortæller underviser Mia Greising og fortsætter:

- Vi er en skole med plads til forskellighed, så noget af det, vi arbejder med, er kommunikation og samarbejde.

En af skolens studievejledere kigger forbi og orienterer om uddannelsesmulighederne inden for "pædagogik og samfund" - et område, der blandt andet rummer uddannelserne til pædagog, socialrådgiver og lærer.

Ikke-navngivet-4.jpg

Den rigtige fagpakke
På dette første forløb er det meningen, eleverne skal blive klogere på hvilket fagområde, de vil beskæftige sig med på hf-uddannelsens andet år.

Jesper Ohrt fra Tjæreborg og Michael Dall fra Tarp synes, det er fedt at blive mere afklaret omkring interesseområder og videre uddannelsesplaner.

- Jeg vil gå efter en af de to merkantile fagpakker, siger Jesper. - Og jeg går efter den pædagogiske fagpakke, bemærker Michael. De har begge en idé om, hvilken videregående uddannelse, de sigter imod, dog uden at være helt sikre endnu.

Praktik- og projektforløbene udgør i alt 70 timer på HF-uddannelsen. De kobler sig til mindst ét bestemt fag eller en faggruppe, og som en del af forløbet skal eleverne efterfølgende løse en skriftlig opgave. Om et par uger vil eleverne desuden fremlægge deres opgaver for hinanden ved hjælp af plancher med mere.

Ikke-navngivet-5.jpg