Nyheder

Iværksætteri: Tech10-elever designer lodrette haver

Nichlas fra Tjæreborg og Maria fra Esbjerg arbejder koncentreret. De har kastet sig over designet af en lodret have - altså en have, beregnet til urbane miljøer med lidt plads. De to 10. klasses elever fra Tech10-linjen limer, klipper, måler og tegner.

– Husk, at jeres hus skal være 30 centimeter højt, minder underviser Karen Hein om. Nogle sukker højt, fordi de havde glemt det. Men de kan nå det endnu.

De 17 elever i 10. klassen har tre timer til at skabe de lodrette haver ud af materialer som tomme mælkekartoner, sugerør, pap m.m. Via opgaven får de prøvet kræfter med den arbejdsform, ingeniører og naturvidenskabsfolk benytter, når de skal løse et praktisk problem.

Ikke-navngivet-1-web.jpgIkke-navngivet-2-web.jpg

Eleverne har via en online-forbindelse mulighed for at inddrage eksperten Raqib, der er ingeniørstuderende på DTU og pt i praktik i ingeniørvirksomheden Niras. Raqib er meget optaget af arkitektur og hvordan man forbedrer bygninger og laver byplanlægning, så han er en ideel hotline.

Klassen har mulighed for at uploade billeder af de færdige modeller på Engineeringday.dk og være med i konkurrencen om at vinde et science show.

Fakta
Engineering Day foregår lokalt på skoler i hele landet, hvor eleverne kan arbejde med en af to engineering-opgaver, som er udviklet til mellemtrinnet og udskolingen af initiativtagerne bag, Engineer the future og Naturvidenskabernes Hus. Engineering Day foregår også på science centre og ingeniøruddannelser landet over.

Prognoser fra Engineer the future viser, at Danmark kommer til at mangle 13.500 ingeniører og naturvidenskabelige kandidater i 2025.

IMG_0516-web.jpg

IMG_0509-web.jpg