Nyheder

Naturvidenskabelig indsats på Rybners Gymnasium får nu national anerkendelse

Blandt de mange indstillinger som Dansk Center for Undervisningsmiljø har modtaget i løbet af 2017, har centrets bedømmelsesudvalg udvalgt tre kandidater til opløbet om undervisningsmiljøprisen og en check på 100.000 kr. Den 2. marts udpeger undervisningsministeren den endelige vinder blandt de tre nominerede.

Prisen går til en person, klasse, årgang, lærergruppe, personalegruppe, skole eller et uddannelsessted, som gør en særlig indsats for elevernes eller de studerendes undervisningsmiljø.

Det er undervisernes indsats for at få kreativ udfoldelse og naturvidenskab til at gå hånd i hånd, der høster anerkendelse. Særligt underviserne Max Wilken Pedersen og Ole Gadsbølle Larsen forstår at engagere eleverne i naturvidenskab. De har været med til at skabe gymnasiets særlige afdeling, Science Center Esbjerg, og står bag mange naturvidenskabelige aktiviteter ud over den almindelige undervisning: Open lab, Månedens udfordring, facebookgruppe, Tivolifysik med besøg i Tivoli, projekter med virksomheder, camp med Aalborg Universitet Esbjerg og matematik for specielt interesserede i 7. - 9. klasse.

Ved den årlige SRP-opgave sætter gymnasiet desuden fokus på mulighederne ved de naturvidenskabelige fag ved at forvandle fysikområdet til et forskningscenter. Her kan eleverne få sparring og hjælp til at komme godt i gang med deres opgaver.

DSC_0745-web.jpg

Indsats virker
De to undervisere arbejder efter mantraet: Fysik for de mange. Fysik for både drenge og piger. Fysik for de særlige hjerner. Gennem spændende foredrag, inddragende virksomhedssamarbejder og konkurrencedeltagelse bliver undervisningen mere nærværende og forstålig. Og indsatsen virker. Rigtig mange elever vælger fysik på A-niveau og klasserne er fyldt ligeligt op med drenge og piger.

- Der er gjort et fantastisk stykke arbejde gennem mange år på området, og jeg er virkelig glad for, at de lærere, som har disse studieretninger, nu også bliver påskønnet af andre end os selv, siger en meget stolt rektor for Rybners Gymnasium, Lars Andersen.

De to andre finalister er Satelitten, Specialcenter Vest fra Ringkøbing og udskolingen Vinklen på Bøgeskovskolen i Viborg.

I slutningen af 2016 modtog Rybners Almene Gymnasium en anden fornem hæder, nemlig Hempel-DTU Forskerskolepris, der kastede en guldplatte og en 100.000 kr. af sig. 

Om UMP

  • Undervisningsmiljøprisen er indstiftet i 2005 af daværende undervisningsminister Bertel Haarder.
  • Undervisningsmiljøprisen uddeles en gang om året og den består af et diplom og 100.000 kr som overrækkes personligt af undervisningsministeren.
  • Prisoverrækkelsen finder sted på skolernes nationale trivselsdag - den første fredag i marts hvert år.

 Prisnominering