Nyheder

Universitetsbesøg i Lissabon gav internationale ambitioner

Det giver rigtig god mening at tage hele eller dele af sin videregående uddannelse i udlandet. For som studerende bliver det stadigt mere vigtigt at have et internationalt udsyn. Man skal kunne agere i en global verden og se sit fag i mere end kun et dansk perspektiv.

Syddansk Universitet har eksempelvis - som det første universitet herhjemme - for nylig indført et obligatorisk krav om, at de studerende enten skal læse et semester i udlandet eller gennemgå et internationalt semester.

Jeppe og Kristian-3.jpg

50 nationaliteter på ét sted
Jeppe Kongerslev Pedersen og Kristian Hintz Jensen fra 3j på Rybners Handelsgymnasium er allerede afklarede med, at de gerne vil læse et eller to semestre i udlandet.

- Det ser godt ud på cv’et, og så giver det mange spændende oplevelser, sammenfatter Jeppe, der ligesom Kristian har gået et år på efterskole.

- Det betyder nok, at vi har lidt mere mod på at være væk hjemmefra og indgå i nye sociale sammenhænge, vurderer Kristian.

I Portugal bød Católica Lisbon School of Business & Economics først på middag efterfulgt af en rundvisning med nogle af de universitetsstuderende.

- Vi fik et grundigt indblik i studiemulighederne, og det var tydeligt, at universitetet er meget entusiastisk i forhold til at tiltrække udenlandske studerende, beretter Kristian og bliver suppleret af Jeppe:

- Universitetets studiemiljø rummer omkring 50 forskellige nationaliteter og bærer i høj grad præg af at være internationalt. På trods af den enorme mangfoldighed virker stedet til at være velfungerende, og undervisningen foregår på engelsk, så det er forholdsvis let at kommunikere med sine medstuderende.

Om det lige bliver Lissabon, de to gutter ender i, er dog ikke sikkert. En by som Berlin ligger højere på ønskelisten, men de er åbne for alle muligheder.

Vidste du at…

  • Videregående uddannelsesinstitutioner har gensidige aftaler med institutioner i udlandet om udveksling af studerende.
  • De fleste af disse aftaler er knyttet til udvekslingsprogrammer, f.eks. EU-programmet Erasmus+: videregående uddannelse, der omfatter 33 europæiske lande (særlige vilkår for Schweiz), Nordplus, der omfatter de nordiske lande og Baltikum samt Kulturaftalerne, der er indgået med 27 lande i hele verden.
  • Der er fordele ved at benytte sig af disse programmer, som bl.a. giver dig økonomisk tilskud til dit ophold.