Nyheder

Kom og oplev en bred vifte af erhvervsuddannelser på Rybners

Fordi Åbent hus-dagen er bygget op omkring det årlige skolemesterskab, vil der være masser af arbejdende stande, hvor de besøgende kan opleve eleverne demonstrere deres faglige kunnen.

Siden sidste år er EUC Vest og Rybners fusioneret under navnet Rybners. Derfor kan de besøgende i år både møde elever fra de handelsorienterede erhvervsuddannelser og de tekniske erhvervsuddannelser. Derudover vil elever fra Social- og Sundhedsskolen også stå klar for at give et indblik i, hvad deres uddannelser går ud på.

Rybners er blevet en stor størrelse, og til næste års Åbent hus arbejdes der på at kunne åbne dørene til ”Erhvervsuddannelsernes Dag”, hvor alle områdets erhvervsuddannelser samles til åbent hus på Spangsbjerg Møllevej.

Åbent hus-dagen, hvor skolemesterskaberne afholdes, er en dag, hvor den faglige stolthed og flot udført håndværk er i fokus. Eleverne arbejder i skolens centrale sal, Teknodromen, med deres projekter. Salen, et telt ud for salen og et område foran skolen bliver spækket med godt håndværk og koncentrerede elever: murerelever bygger, autoelever viser måleudstyr, redderinstruktører demonstrerer hjerte/lunge-redning, SOSU elever laver senge- og liftdemoer, tjenerelever dækker borde og serverer gourmetmad, som gastronomeleverne kokkerer, og smedeelever svejser for blot at nævne nogle.

Skolemesterskab (1)

Events og kåring af skolemestre
Ved slutningen af dagen bedømmer et dommerpanel projekterne og kårer en eller to skolemestre for hver uddannelse. For nogle uddannelser gælder det, at skolemestrene går videre til regionsmesterskaberne, som igen kan føre videre til Danmarksmesterskaberne.

De besøgende har i løbet af dagen rig mulighed for at få svar på spørgsmål angående uddannelsesvalg ved standene, hvor elever, lærere og vejledere står klar til at fortælle. Samtidig kan de besøgende deltage i sjove events og små konkurrencer.

Rybners erhvervsuddannelser  har modtaget ca. 150 forhåndstilmeldinger fra skoleklasser og jobcentre, som i løbet af formiddagen vil blive vist rundt på hele skolen.

Åbent hus-arrangementet foregår på Spangsbjerg Møllevej 72, fra klokken 10 til 17, hvor alle er velkomne til at komme og danne sig et indtryk af skolen og de mange uddannelsesmuligheder.

Dagens program ser sådan ud:

Kl. 10.00 - 17.00: Alle uddannelserne fremvises på stande med udstillinger og konkurrencer, og der vil være mulighed for at få besvaret spørgsmål og få en snak med vejledere og mentorer.

Kl. 10.00 - 13.00: Rundvisning for skoleklasser og grupper (ved tilmelding)
Kl. 10.00 - 16.00: Elever arbejder på projekter
Kl. 16.00 - 16.45: Dommerne vurderer projekterne
Kl. 16.45 - 17.00: Præmieoverrækkelse skolemesterskaberne