Nyheder

2000 folkeskolelever skal til Erhvervsskolernes Dag

Esbjerg Kommune sørger for at alle 8. klasser henlægger undervisningen til Rybners, når Erhvervsskolernes Dag for første gang løber af stablen den 30. september og 1. oktober. 

Samler alle erhvervsuddannelser
Rybners Tekniske Skole og Handelsskole, Social- og sundhedsskolen Esbjerg og Kjærgaard Landbrugsskole er gået sammen om at arrangere Erhvervsskolernes Dag. Esbjerg Kommune støtter op om arrangementet ved at sende alle 8. klasser til Erhvervsskolernes Dag, arrangere transport og betale for frokost på dagen. Medregnet eleverne fra Varde og Vejen, deltager over 2000 elever.

- Erhvervsskolernes Dag er en god måde at præsentere vores folkeskoleelever for mulighederne på en erhvervsuddannelse. Vi har i byrådet stor fokus på at sikre smidige overgange mellem de forskellige uddannelser, og det er vigtigt, at alle i folkeskolen kan træffe et kvalificeret studievalg efter 9. klasse. Derfor har Esbjerg Kommune valgt at støtte op om arrangementet ved at sørge for, at alle i kommunen har lige muligheder for at deltage, siger borgmester Johnny Søtrup, der selv besøger Erhvervsskolernes Dag den 1. oktober.

Hands On

Det bliver et kæmpearrangement, hvor alle uddannelser – lige fra SOSU-assistent over butiksassistent og landmand til murer – vil have stande. Landbrugsskolen vil for eksempel have dyr og landbrugsmaskiner med, handelsskoleeleverne vil arrangere modeshow og SOSU-skolen viser forflytninger i praksis ved en medbragt seng. Derudover løber Rybners Tekniske Skoles skolemesterskaber af stablen, hvor de bedste elever konkurrerer om at blive skolemester inden for hvert deres fag – og dermed gå videre til regionsmesterskaberne.

Guidet tur og aktiviteter
Alle de besøgende klasser vil få en guidet tur, hvor de vil blive præsenteret for nogle af uddannelserne og snakke med erhvervsskoleelever og vejledere. Derefter vil de få mulighed for selv at gå på opdagelse blandt de mange stande og deltage i diverse aktiviteter.

Erhvervsskolernes Dag er resultatet af en langvarig strategisk indsats, forklarer vicedirektør på Rybners, Olaf Rye. Både ledere og vejledere har netværket og haft personlig kontakt med de forskellige organisatoriske lag i Esbjerg Kommune for at få det til at lykkes.

- Vores mål med dagen er at vejlede og informere om erhvervsuddannelserne. Vi vil gerne give information om erhvervsuddannelserne gennem dialog, så grundskolens elever kan få svar på deres spørgsmål, og de bliver mere afklarede i deres uddannelsesvalg. Vi får ikke nogen større chance for at fortælle så mange om de mange erhvervsuddannelser og de karrieremuligheder, der er med en erhvervsuddannelse. Vi glæder os rigtig meget, siger Olaf Rye.

FAKTA
Erhvervsskolernes Dag foregår på Rybners Tekniske Skole, Spangsbjerg Møllevej 72, Esbjerg den 30. september og 1. oktober 2015, klokken 9 – 15.

Kontakt:
Olaf Rye, vicedirektør på Rybners, tlf. 2179 8555, email: orj@rybners.dk