Nyheder

420 folkeskoleelever i brobygning på Rybners Gymnasium

Efter mange år i folkeskolen kan det være svært at gennemskue, hvor ens plads skal være i uddannelsessystemet. Gennem et brobygningsforløb kan folkeskoleelever for en kort periode få lov til at snuse til en ungdomsuddannelse og dermed se, hvor de bedst passer ind.

Siden midten af oktober er det blevet til 420 folkeskoleelever fra 9. og 10. klasse, som har besøgt Rybners Gymnasiums tre gymnasieretninger, og noget tyder på at eleverne har haft en god oplevelse.

En øjenåbner
Shawn Knudsen (Studie 10 Bramming), Marco Andreasen (Studie 10 Esbjerg), Charlotte Hjort og Julie Rønn (begge fra Esbjerg Realskole) var i sidste uge i brobygning på Rybners Handelsgymnasium:

- Det har været rigtig godt og effektivt at være i brobygning. Vi har været igennem fag man har på hhx, og det har været godt at høre om de fag vi ikke kender fra folkeskolen, lyder det fra Charlotte.

- Vi kender jo fag som matematik og dansk, men her har det været meget anderledes. Jeg har for eksempel altid syntes, at biologi var mega kedeligt – men herude på hhx har det været vildt spændende, forklarer hun.

- Ja! Det virker som om at underviserne på Rybners faktisk godt kan lide at undervise, lyder det begejstret fra Shawn, som også har fået meget ud af at høre, hvordan underviserne griber deres undervisning an.  

hjemmesideElever.jpg
Shawn, Marco, Charlotte og Julie vil alle gerne på Rybners Handelsgymnasium efter
sommerferien. 

Brobygning har effekt
Da gymnasiet ikke kun er undervisning, lektier og eksaminer har brobyggerne i et cafe-modul også haft mulighed for at stille nuværende elever spørgsmål om lidt sjovere ting, som for eksempel fester og studieture.

Formålet med brobygning er at give folkeskoleeleverne et realistisk billede af, hvordan det er at gå på Rybners Gymnasium og noget kunne tyde på, at brobygningsforløbet har effekt.

-  Jeg kunne godt tænke mig at komme på Rybners Handelsgymnasium efter sommerferien, lyder det sikkert fra Marco.

Og det kunne Julie, Charlotte og Shawn også godt tænke sig. Det er især studiemiljøet og de engagerede undervisere der lokker:   

- Det er svært at vide på forhånd, hvordan overgangen fra folkeskolen til gymnasiet bliver, men underviserne herude på hhx har virkelig været gode til at tage imod os, og fortælle os om, hvad vi kan forvente som måske kommende elever – det virker som et godt gymnasium, slutter Julie.