81 dygtige Rybners-elever konkurrerede til Danish Entrepreneurship Award
I torsdags løb innovationsmessen Danish Entrepreneurship Award af stablen, hvor over 6000 mennesker var samlet til inspirerende foredrag, workshops, professionel rådgivning og konkurrencer – og det hele handlede om iværksætteri i ungehøjde.
Stærke ideer fra de unge
Det var særligt konkurrencerne, der var trækplaster for de 81 elever fra Rybners Gymnasium. Elever fra både Rybners Handelsgymnasium og Rybners Tekniske Gymnasium deltog i Da Vinci-konkurrencen og i Idékonkurrencen, hvor de på blot 4 minutter skulle pitche deres ide for et skarpt og kompetent dommerpanel.
Fartbump, der skal sænke cyklisters fart, trykluftdrevet knallert, bæredygtige møbler af pap, is, apps og ukrudts-vitaminpiller var blot nogle af de ideer og kreative løsninger, Rybners-eleverne præsenterede for dommerne i konkurrencerne til Danish Entrepreneurship Award.
Og selvom eleverne fik god feedback på deres ideer, så var det ikke i denne omgang, at Rybners-eleverne rendte med en af førstepladserne. Deltagelsen i Danish Entrepreneurship Award var nu ikke spildt alligevel:
- Vores elever havde en rigtig god dag. De fik virkelig god feedback på deres ideer, og så deltog de i en række workshops, hvor de blandt andet hørte, hvordan de kan beskytte deres ide, lyder det fra Rie Sørensen, underviser på Rybners Handelsgymnasium.