Nyheder

- Vi kan bare godt lide at lære noget

Akademiet for Talentfulde Unge er et ekstra tilbud til de gymnasieelever, som gerne vil lære mere i fællesskab med andre vidensentusiaster. Deltagerne er tilknyttet programmet i to år fra midten af 1.g. frem til midten af 3.g.

Rybners Tekniske Gymnasium har i denne omgang fire elever med på holdet: Thea Hedegaard Morgen Jensen, 1.a, Sarah Støjer Sällberg og Christian Herrild Blom, 1.b, og Rick Milan Hilding Madsen, 1.e.  De deltager løbende i seminarer, der har til formål at inspirere og udfordre dem fagligt og forberede dem på en akademisk karriere.

 - Nogle af seminarerne er valgfrie, mens andre er obligatoriske. Der bliver afholdt et obligatorisk seminar ca. én gang i måneden, beretter Thea, der ligesom de tre andre sætter stor pris på muligheden for at møde nogle af landets fremmeste forskere og mest innovative virksomheder.

- Vi kommer mere i dybden med emnerne på akademiet, og de professorer, som medvirker, ved rigtig meget og er meget engagerede. For nylig deltog jeg i en forelæsning om positiv psykologi, og det var virkelig godt. Generelt er der mange emner om mennesket, fortæller Rick.

Viden i høj kurs
Til de valgfrie seminarer er der tit venteliste, men akademiet gentager dem, hvis det kan lade sig gøre. Skolen betaler transporten, så det er faktisk bare om at få sig meldt til og tage afsted, når noget lyder interessant. De fleste seminarer foregår i det østjyske eller på Fyn, da der ikke er så mange deltagere her i byen.

- Der er ret stor forskel fra gymnasium til gymnasium på, hvor eftertragtet det er at blive optaget på akademiet.  I Vejle er der for eksempel nærmest konkurrence om at komme med, fortæller Christian.

Han fik selv øjnene op for tilbuddet, da han i en frokostpause deltog i et møde med de 2. års akademi-elever, som nu er dimitterede. Det samme gjorde flere af de andre. Sarah blev opfordret af en lærer til at søge ind. Det gør man ved at skrive en personlig motiveret ansøgning.

Christian, Sarah, Rick og Thea ser meget frem til akademiets sommercamp - en ryste-sammen-tur a en uges varighed, hvor der både bliver tid til faglige udfordringer og social hygge. Prisen for at deltage er beskedne 350 kr.

- Det bliver helt sikkert fedt. Vi er jo alle fælles om at være interesseret i at lære. Vi har samme tilgang, og der er mange spændende personligheder på holdet, fastslår de unge begejstret på skift.

 DSC_0532-web.jpg
Christian, Rick, Sarah og Thea ser ikke sig selv som nogle, der er ekstra kloge, selvom de går på et talentakademi. De kan bare godt lide at lære noget.