Nyheder

Alle murerelever har landet læreplads

Hvis man vil tage en uddannelse, hvor det er så godt som garanteret, at man kan få et job, kunne murer være en mulighed. Alle murerelever på Rybners Tekniske Skole er blevet ansat som elever i en virksomhed. Som regel plejer de sidste elever først at få lærepladsen i hus efter jul, men i år kan alle elever nyde julefreden med visheden om, at der er skrevet under på uddannelsesaftalen med en virksomhed.

Det vil til gengæld sige, at de virksomheder, som i løbet af foråret kommer i tanke om, at de mangler en elev, må vente til juni hvor det hold der starter til januar bliver færdig.

- Der er mangel på murerelever, fastslår Anette Fuglkjær, der som leder af Rybners praktikcenter står for kontakten mellem virksomheder og de elever, som ikke selv umiddelbart kan skaffe en elevplads.

Særlig indsats
Der er dog også gjort en særlig indsats for at få flere virksomheder til at tage elevplads. Fagforeningen 3F og lokale murermestre er gået sammen om at skaffe flere lærepladser. Som medlemmer af af Rybners Tekniske Skoles lokale uddannelsesudvalg, der er med til at sætte retningen for mureruddannelsen, har de samlet sig om en fælles indsats. Kim Andersen fra murervirksomheden Egon Sørensen og Jacob Lassen Meier fra 3F har opsøgt virksomheder for at få flere til at ansætte elever.

- Vi mangler faglærte murersvende, og der har været et efterslæb i kriseperioden. Vi har haft nul ledige gennem de sidste år bortset fra en lille ledighed ved juletid. Det sidste halvandet år har der været fuld beskæftigelse. Vi har haft henvendelser fra en del virksomheder, der har efterspurgt faglærte murersvende. Der plejer vi at vende den om i forhold til, om de selv ansætter murerelever. Virksomhederne har selv en part i problemet, men de er begyndt at vågne op. Efterfølgende har vi været meget i dialog med grundforløbseleverne om, at de skal blive ved med at være opsøgende, fortæller Jacob Lassen Meier fra 3F.

Fem nye virksomheder
I løbet af efteråret har de to repræsentanter fra det lokale uddannelsesudvalg fået fem virksomheder, som hidtil ikke har ansat elever, godkendt som praktikplads.

DSC_0438 lille.jpg

Benjamin Skovning er en af de elever, som ikke har haft problemer med at skaffe en læreplads. Han har været ansat som arbejdsmand ved murermester Erik A. Hansen, før han begyndte på uddannelsen.

- Det hang lidt i luften, at jeg skulle have læreplads, og så snakkede jeg med formanden, som står for eleverne, og han sagde, at det skal vi snildt finde ud af, fortæller Benajamin Skovning, som er glad for sit valg af uddannelse.

- Man får lov til at arbejde en masse med hænderne og være med til nogle fede projekter.

Benjamin Skovning og hans holdkammerater var lige før jul til eksamen i det afsluttende projekt på mureruddannelsens grundforløb. Her står Benjamin Skovning ved sit projekt. Han bestod i fin stil og er klar til at begynde som murerlærling ved murermester Erik A. Hansen til januar.