Nyheder

Borgermester indvier bylandbrug på teknisk skole

Jesperfrostklippersnoren web.jpg
Foto: Esbjergs borgermester Jesper Frost Rasmussen klipper den røde snor og indvier Rybners' økologiske bylandbrug.

Nyt navn, nyt koncept og et nyetableret økologisk bylandbrug. På Rybners Restaurant- og Kokkeskole er fokus rettet på bæredygtighed, lokale råvarer og økologi. Det markerede Esbjergs borgermester Jesper Frost Rasmussen i dag ved at klippe den røde snor og indvie et 800 kvm. stort økologisk bylandbrug.

Bylandbruget fungerer som en have til læring, hvor kommende bagere, ernæringsassistenter, gastronomer og tjenere får indblik i råvarernes vej fra muld til mad.

- Bylandbruget er et nyt og spændende tiltag, som giver eleverne en unik mulighed for at komme tæt på råvarerne og i bogstavelig forstand: få jord under neglende, siger Jesper Frost Rasmussen, borgermester i Esbjerg Kommune.

En særlig attraktiv uddannelse
Bylandbruget på Rybners Restaurant- og Kokkeskole i Esbjerg er det første af sin slags i Jylland, hvor elever kan følge maden fra jord til bord. Det eneste andet bylandbrug til uddannelsesbrug findes på Hotel- og Restaurantskolen i København.

- Så Rybners har skabt en niche, der gør det særligt attraktivt at uddanne sig her, siger Jesper Frost Rasmussen.

Antallet af elever på Rybners Restaurant- og Kokkeskole er i år det højeste siden 2015.

stemning bylandbrug 2 web.jpg
Foto: Eleverne på Rybners Restaurant- og Kokkeskole fortalte passioneret om maden, som var tilberedt med råvarer fra bylandbruget

En gevinst for praktikstederne at eleverne har føling med råvarerne
Ifølge Jesper Frost Rasmussen bidrager bylandbruget med et fagligt løft til undervisningen, som styrker eleverne, når de i løbet af deres uddannelse skal ud og prøve kræfter med den virkelige verden.

- For praktikstederne må det være en gevinst at eleverne har en god føling med råvarerne og ved hvor de kommer fra. For på den måde ligner uddannelsen virkeligheden, hvor restauranterne har deres egne køkkenhaver og står indenfor kvaliteten af råvarerne, siger Esbjergs borgermester.

stemning bylandbrug web.jpg
Foto: Solen stod højt over bylandbruget under indvielsen. 

Fokus på bæredygtighed, lokale råvarer og økologi
Rybners Restaurant- og Kokkeskoles nye 800 kvm. store bylandbrug er placeret mellem bygningerne på Teknisk Skole på Spangsbjerg Møllevej i Esbjerg. I det ”grønne klasseværelse” kan eleverne dufte, smage og røre ved sæsonens råvarer og lære om dyrkning, vækst og optimal udnyttelse af råvarerne.

Men Restaurant- og kokkeskolens grønne fundament ses også i tilgangen til økologi og madspild.

30-60% af de føde- og drikkevarer skolen indkøber er økologiske, og derfor har skolen opnået Det Økologiske Spisemærke i Bronze. Skolen er også medlem af REFOOD ordningen for virksomheder og organisationer i fødevare- og servicesektoren, som gør en indsats mod madspild og for genanvendelse.

Læs mere om Rybners Restaurant- og Kokkeskole