Nyheder

Byg et hus holdt rejsegilde

Mere end 10.000 elever og tidligere elever i Esbjerg Kommune har igennem årene bygget et hus på Teknisk Skole i Esbjerg. Tirsdag den 29. april var der endelig rejsegilde på husene. Et rejsegilde der markerede, at projektet Byg et hus - et samarbejde mellem UU, Esbjerg Kommune og Teknisk Skole - nu er blevet opdateret til en 2.0-version. Det vil sige, at alle opgaver, mål og baggrundsbeskrivelser nu ligger på nettet, hvor lærerne i folkeskolen kan hente dem.

byg et hus2_470x313.jpg
Intet rejsegilde uden pølser. 

5. klasse har rejst taget
Rejsegildet bød selvfølgelig på pølser - også til de elever fra femte klasse i Boldesager Skole, som netop har rejst taget på deres huse. En dag om året siden tredje klasse har de været på Teknisk Skole, hvor de det første år byggede råhuset, i fjerde klasse lavede rumdeling samt vinduer og døre. I år har de lagt tag og til næste år, skal de lave el i deres huse. Dagene på Teknisk Skole er noget de ser frem til, fortæller Sandra og Oliver fra klassen:

- Det er sjovt. Man får lov til at bruge noget værktøj, som man ikke får lov til derhjemme, forklarer Oliver.

- Jeg synes også, det er spændende. Man lærer så meget om matematik og måling, tilføjer Sandra.

byg et hus1_470x313.jpg
Oliver og Sandra fra Boldesager Skole lægger sidste hånd på taget, før de kan holde rejsegilde. 

Før og efter dagen på Teknisk Skole arbejder eleverne med emnet i klassen.

Populært
Hvert år søger mellem 28 og 30 tredjeklasser i Esbjerg Kommune om at blive en del af Byg et hus. Med den nye folkeskolereform mere aktuelt end nogensinde før, fortæller Jørgen Borg, som er ansvarlig for projektet. Det lever op til reformens mål om at skabe en mere varieret skoledag med anderledes undervisningsformer og om at blive mere åben mod omverden og inddrage den i undervisningen. 

Ud over 5. klasse var de folk fra kommunen og UU, som har været med til at udvikle projektet også med til rejsegildet. 

byg et hus3_470x313.jpg
Leder af vejledningscentret på Teknisk Skole, Jørgen Borg, som også er ansvarlig for Byg et hus, holder tale ved rejsegildet. 

Læs mere om Byg et hus her.