Nyheder

Nu går Chip Mi efter DM-titlen

De innovative ideer trives på Rybners Handelsgymnasium, som i onsdags havde ikke mindre end otte hold med til de regionale mesterskaber i Entreprenørskab. Seks af holdene går i 2c, heriblandt pigegruppen Chip Mi, som imponerede dommerne så meget, at de sendte gruppen videre til DM-finalen.

Pigernes koncept omhandler kort fortalt et armbånd med en indbygget chip, som man kan give sit barn på i for eksempel forlystelsesparker. Via en app kan man så nemt lokalisere lille Ole, hvis han skulle blive væk eller bevæge sig uden for et aftalt område.

- Dommerne virkede generelt begejstrede. De kunne se behovet - og dermed også et marked - for vores produkt, fortæller Julie, der også tildeler en del af succesen til deres dedikerede lærere.

- De har hjulpet og motiveret os meget, konstaterer hun.

Blev inviteret i banken
Gruppens koncept er allerede meget fuldendt. De har fundet investorer, som vil skyde et stort beløb i ideen, de har kontakt til flere leverandører, og de har indhentet værdifuld juridisk hjælp.

- Vi har lavet en 2020-plan over markedsføringen, og tanken er at starte i det små og så bevæge os i retning af de store forlystelsesparker, beretter Emma.

I den indledende runde blev Chip Mi kåret til ”Bedste Økonomi”, og en af dommerne henvendte sig efterfølgende til pigerne.

- Han kom fra Jyske Bank og inviterede os til et møde i banken sammen med områdedirektøren. Så nu har vi i hvert faldt helt styr på økonomien, griner Julie.

Alle fire piger elsker den frie måde at arbejde på. De har brugt rigtig meget tid på projektet, som de kalder deres hjertebarn, og frem mod finalen får de også nok at se til. Blandt andet vil de kreere en ny, større og flottere stand.

Innovation17-0-web.jpg
Chip Mi fra Rybners Handelsgymnasium er i DM-finalen for Entreprenørskab.

Gymnasiet har en Europamester
Chip Mi har noget at leve op til. Sidste år løb virksomheden SubReader med Danmarksmesterskabet, og sidenhen blev de også kåret som Europamestre, hvor 36 lande var repræsenteret. Bag SubReader, som er en app, der læser undertekster på film og tv højt for ordblinde, stod bl.a. Anders Bredgaard Thuesen fra Rybners Gymnasium i Esbjerg.

Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab
Fonden for Entreprenørskab afholder hvert år Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab, som er kulminationen på undervisningsforløbet Company Programme, hvor elevteams fra hele landet lærer at omsætte ideer i praksis. Danmarksmesterskabet afholdes næste gang 26. april 2017, og vinderne går videre til Europamesterskabet, der afholdes i juli måned.