Nyheder

Det går godt med den nye idrætslinje

Det var ikke kun et nyt skoleår, der blev skudt i gang i sommeren 2015 – det blev også en hel ny linje for eliteidrætsudøvere på Rybners Handelsgymnasium, hvor undervisningen krydres med fankultur, anatomi og sportsøkonomi.

Idrætslinjen er et supplement til nuværende og velfungerende ordninger som Team Danmark og Esbjerg Ordningen, men ved at samle eliteidrætsudøvere på samme linje, kan eleverne nu i langt højere grad få passet træning, kampe og stævner ind i deres ellers travle skema uden det går ud over deres studietid.

Hvor er pigerne?
Nichlas Slaikjær Nielsen og Søren Ulrik Ilsøe spiller begge i U17 ligaen i EfB, og da de sidste år skulle vælge ungdomsuddannelse, faldt valget på eliteidrætslinjen på Rybners Handelsgymnasium. Dét er drengene godt tilfredse med, for her er undervisningen fleksibel i forhold til deres sport. Men der er mangel på piger, synes de:

- Vi savner nogle gange at der er piger i klassen, siger Søren.

- Ja, men det er også fint nok. Så er man ikke så nervøs når man skal sige noget i timerene, griner Nichlas, der mener, at piger tager undervisningen lidt mere seriøst end drenge gør.

Og drengenes afsavn er til at forstå: Der er nemlig ikke en eneste pige på den nye idrætslinje. Dog tyder det på, at drengene skam også er seriøse omkring deres skolegang:

- Eleverne på idrætslinjen holder faktisk et fint gennemsnit i forhold til de almindelige studieretninger på hhx. Eleverne er meget konkurrenceminded, og det overfører de også til det faglige, hvor de for eksempel konkurrerer indbyrdes om karakterer, siger Troels Finjord Højberg, underviser og koordinator på idrætslinjen. 

hjemmeside2.jpg
Søren og Nichlas går i 1e på Rybners Gymnasiums første idrætslinje.

Tid til sport og skole
For at blive optaget på idrætslinjen skal eleverne som udgangspunkt være en del af Esbjerg Ordningen eller være Team Danmark-elev og have et ønske om, at gå i klasse med andre eliteidrætsudøvere. Og der er klare fordele i at samle eliteidrætseleverne, vurderer Troels Finjord Højberg:

- Vi vil gerne have, at eliteidrætseleverne kan få skole og træning til at gå op i en højere enhed – og at de opnår de bedste resultater begge steder – det tror vi kan lade sig gøre på en ren idrætslinje.

- I den daglige undervisning er der en hel særlig gruppedynamik blandt drengene. De er blandt ligesindede og det giver et stærkt socialt sammenhold, som smitter af på deres indsats i undervisningen – så selvom deres sport fylder meget, er de meget ambitiøse omkring deres skole.

- Men jeg vil give Nichlas og Søren ret. Der mangler nogle piger. Så det håber vi der kommer til næste elevoptag, slutter Troels.

hjemmeside1.jpg
U17 ligaen i EfB. I anden række står Søren og Nichlas. 

FAKTA
Rybners Gymnasiums nye idrætslinje består af 19 drenge, der dyrker elitesport inden for fodbold, håndbold, ishockey og badminton.

Derudover går der i øjeblikket knap 90 eliteidrætselever på Rybners Gymnasiums øvrige studieretninger.

Idrætslinjen er fleksibel, hvilket betyder at elevernes træning er skemalagt og at eleverne kan minimere deres fravær, få rykket eksaminer og opgaver, hvis det kolliderer med sporten, samt få genlæsningstimer. 

I skoleåret 2016-2017 har Rybners Gymnasium udbudt den rene eliteidrætsklasse på både stx og hhx.

Rybners Gymnasium er i kraft af sin beliggenhed i Grådybet et oplagt valg for eliteidrætselever. Der er nemlig ikke langt til Esbjergs sportsfaciliteter såsom Dokken, Blue Water Arena, Svømmestation Danamark og Granly Hockey Arena. Derudover ligger Grådyb Kollegiet 20 skridt fra gymnasiet, hvor flere af eliteidrætsudøvere bor.