Nyheder

”Det var så mega fedt”

Dúné gav lørdag aften koncert på Tobakken i Esbjerg, men bandet nåede også lige at svinge vejen ind forbi Rybners Gymnasium om eftermiddagen – til stor glæde for musikeleverne.

Hjemmeside1.jpg
Alma, Trine og Cecilie med armene omkring Dúné. 

Fra Tokyo til Rybners Gymnasium
- Det var så mega fedt, lyder det begejstret i kor fra Alma Høi Carstensen, Cecilie Guldberg Nielsen og Trine Rasmussen.

- Altså de har givet koncert i Tokyo, og så kommer de her på vores gymnasium! Det var kæmpe stort, meget mere end jeg havde regnet med, fortæller Cecilie.

De tre musikhold havde hver fortolket og øvet et Dúné-nummer, som de skulle spille for bandet på workshoppen. Og eleverne havde nerver på:

- Det var ret grænseoverskridende, at vi over for dem skulle spille et af deres numre, så selvfølgelige var vi vildt nervøse, lyder det fra Alma.

- Men det var også mega fedt! Tilføjer Cecilie.

- Dúné-drengene var bare så søde. De var virkelig positive og gav os god konstruktiv kritik, så da vi skulle spille anden gang, var vi slet ikke så nervøse, lyder det fra Trine og hun fortsætter:

- De var meget nede på jorden og humoristiske og opførte sig som helt almindelige mennesker. Det var ret fedt, at opleve.

Hjemmeside5.jpg

Hjemmeside4.jpg

Nye fans
Dúnés musik kendte både Alma, Trine og Cecilie til, men det var ikke musik de normalt satte på, når ørerne skulle forkæles. Efter lørdagens møde med bandet, er det nu lavet om.

- Jeg har nu deres musik på min playliste og følger dem på både Instagram og Snapchat – jeg er fan, lyder det fra Alma.

Om aftenen gav Dúné koncert på Tobakken, og på første række stod de ca. 35 musikelever fra Rybners Gymnasium og noget tyder på, at det var en god koncert.  

- Jeg har været til rigtig mange koncerter, men den her er klart den bedste jeg har oplevet. Vi skreg helt vildt, og Mattias (forsangeren i Dúné) blinkede også ned til os flere gange – jeg var helt oppe at køre da jeg kom hjem, fortæller Cecilie.

- Jeg er virkelig glad for at jeg har valgt musik på gymnasiet – det er simpelthen de fedeste timer vi har!

Hjemmeside3.jpg

Det var et godt samarbejde med Tobakken, der gjorde det muligt, at få Dúné på besøg på gymnasiet.