Nyheder

DM-deltagere drømmer om VM

web3.jpg
Andrea Mathiasen

Selv om det er to forskellige håndværk, som malerelev Andrea Mathiasen og tømrerelev Mads Tranholm skal konkurrere inden for, når de til januar tager til Bella Centret i København for at deltage i DM i Skills, håndværkernes danmarksmesterskaber, er der en ting, som de har til fælles: Præcision. For at kunne vinde titlen som Danmarks bedste maler eller tømrer og dermed billetten til VM i Brasilien, skal både Andrea Mathiasens og Mads Tranholms streger sidde lige i skabet. Førstepladsen går de begge efter.

- Mit mål er helt klart at komme ned til verdensmesterskaberne og vinde det. Det kunne være fedt, siger Andrea Mathiasen.

Skyder efter toppen
Og Mads Tranholm er helt enig. 

- Nu bliver jeg nødt til at gå efter en førsteplads. Vi skyder efter toppen. Ellers havde jeg ikke stået her, siger han.

Derfor træner de to lige så meget, som de kan få tid til det.

Danmarksmesterskabet finder sted fra den 8. til den 10. januar. De to elever har dermed allerede bestemt sig for at tilbringe en del af juleferien i Rybners Tekniske Skoles værksteder, hvor de i forvejen har tilbragt mange timer. De har begge fået udleveret opgaverne, som kræver faglighed og dygtighed på et højt plan. Målene til opgaven for tømrerne bliver dog først udleveret, når konkurrencen går i gang i Bella Centret.

- Præcision er den største udfordring i opgaven. Hvis der er et sted, hvor den ikke stemmer med bare én millimeter, kan man ikke få hele opgaven til at hænge sammen. Samlingerne bliver stemt med hånden, fortæller Mads Tranholm, som skal bygge en lille model af et tårn, der minder om tårnet i Københavns Zoologiske Have.

web1.jpg
Mads Tranholm med en del af en af de modeller, han har lavet under træning. Alle dele skal passe på millimeter sammen. Ellers rykker det hele sig.  

Andrea Mathiasens opgave består af flere elementer, hvor hun skal vise det ypperste inden for malerfaget. Hun skal blandt andet lave en fri dekoration, tapetsere, lakere og arbejde med folie. Men den største udfordring bliver at gengive en dekoration, som hun har fået udleveret på papir, selv skal forstørre og male i fri hånd.

- Det bliver noget af en udfordring at tegne det hele op, siger hun.

web9.jpg
Andrea Mathiasen har tegnet hjælpestreger på den dekoration, som hun skal forstørre op på og male i fri hånd på en væg. 

Hendes elevplads Fanø Farver har givet hende fri i en uge i december, så hun kan træne. Mads Tranholm har af sin mester Hansen & Larsen i Dejbjerg fået fri til at træne to dage om ugen siden oktober og to uger før jul og helt ind til DM i Skills går i gang.

FAKTA
DM i Skills foregår den 8. – 10. januar i Bella Centret i København. DM i Skills er det store årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne. Omkring 300 unge er med som deltagere inden for cirka 50 fag. De kæmper for at blive Danmarksmester inden for de forskellige fag. Senest besøgte 42.000 mennesker DM i Skills i løbet af mesterskabets tre dage. Se mere om DM i Skills på www.skillsdenmark.dk.

web11.jpg
Under træningen har Andrea Mathiasen fået masser af hjælp af sin lærer Hanne Asmussen. Til DM i Skills bliver eleverne diskvalificeret, hvis deres lærere taler til dem. 

web5.jpg
Mads Tranholm har optegnet en firkant med blå tape på værkstedet på Rybners Tekniske Skole. Arealet svarer til det han får til rådighed under konkurrencen. 

web4.jpg
De tegninger, som Mads Tranholm arbejder ud fra. Først når DM i Skills går i gang, får han udleveret målene på tegningerne.