Nyheder

Htx-elever fra Rybners vinder De Regionale Mesterskaber i Teknologi

Lise Dahl Andersen, Line Schultz Jensen, Sabina Fredsted Stenger og Julie Them Betak fra 3F på Rybners Tekniske Gymnasium deltog tirsdag den 6. september i De Regionale Mesterskaber i Teknologi, som blev afholdt på Handelsgymnasiet Ribe. Dagen sluttede med klapsalver og pokaloverrækkelse for de fire seriøse htx-piger, da de blev kåret som vinderhold blandt de ti deltagende htx-grupper, der dystede ved mesterskaberne i Region Syd.

Pigerne har udviklet en tidstemperaturindikator - i deres præsentation kaldet TTi. Det geniale ved indikatoren er, at den kan afhjælpe problemet med transporten af blandt andet fersk, hakket kød mellem producent og detailbutik. Ofte bliver kødet ikke transporteret ved korrekte temperaturer, hvilket kan resultere i sygdom. Derfor har htx-eleverne udviklet et produkt, som ved hjælp af olier indikerer overskredne temperaturer. Dette sikrer både kontrollører, fragtmænd, restauranter og butikker, at det kød, de modtager og sælger, er korrekt opbevaret og sikkert at spise.

Vindere1.jpg

- Nu vil vi i gang med at søge tilskud til videreudviklingen. Vi ved, at der er stort fokus på emnet, så det bliver spændende at se, hvad arbejdet kan føre til, beretter Lise Andersen, der ligesom de tre andre piger går på gymnasiets såkaldte ”kemilinje”.

Præcis hvordan gruppens oliebaserede indikator er sammensat er en forretningshemmelighed, og med vinder-kåringen skal den nu videreudvikles, og gruppen får hjælp af det lokale erhvervsliv.

- Vi har kontakt med Slagter Theilgård, hvor vi på forhånd fik tilsagn om, at hvis vi fik rosende ord med i dag, ville virksomheden gerne være vores test-virksomhed og hjælpe med tilskudsdelen, fortæller Lise Andersen. 

DSC_2836.JPG
DSC_2832.JPG