Nyheder

East Metal kåret som Årets merkantile læreplads

East Metal er en god læreplads. Det kan 23-årige Kia Nielsen, som er kontorelev i virksomheden, skrive under på. Og det har hun gjort i sådan en grad, at East Metal blev kåret til Årets Læreplads af Rybners Handelsskole. Det på trods af, at det er første gang, at East Metal har ansat en kontorelev.

En anden slags elev
East Metal producerer stålkomponenter og har produktion i Nakskov og Letland. Virksomheden har stor erfaring med smedeelever, som der er ansat 23 af i Nakskov. Men hovedkontoret ligger i Esbjerg, hvor husets 24 ansatte sørger for alt det administrative for alle afdelinger og de i alt 700 ansatte, og i for et par år siden syntes virksomheden, det var tid til at forsøge sig med en kontorelev. Kia Nielsen blev ansat i august 2014. Siden har East Metal ikke bare taget hånd om Kia Nielsens faglige udvikling, men medarbejderne har i høj grad været med til at skabe et miljø, hvor hun samtidig har udviklet sig personligt, fortæller hun.

- Jeg har lært at kritik ikke behøver at være dårligt, og ikke er noget jeg skal banke mig selv i hovedet over – tværtimod er det en styrke at kunne forbedre sig. Ligeledes vælter jeg ofte i roser over mit gode humør, min arbejdsindsats og især mit servicegen og omsorg over for mine kollegaer. Alt sammen giver mig bare en indre ro og lykke over, at jeg faktisk er god til noget og er accepteret som den person jeg er, skriver Kia Nielsen i sin indstilling.

eastmetal.jpg
Glæde i East Metals hovedkontor, over at Kia Nielsen, som står forrest med blomster, indstillede virksomheden til Årets læreplads, og at den vandt. HR- og kvalitetsansvarlig, Dorte Møller, står med diplomet, og ellers er det fra venstre CEO Bent Juul Larsen, regskabschef Lone Thomsen og CFO Morten Funder.

Hvad Kia Nielsen skrev, var da også lige ved at bringe HR- og kvalitetsansvarlig i virksomheden, Dorte Møller, til tårer.

- Det er da rigtig rar, at nu hvor hun er den første elev, at hun er så glad for det, siger hun.

God uddannelsesplan
Også CEO Bent Juul Larsen sætter stor pris på titlen som Årets Læreplads 2015 og giver straks roserne videre til Dorte Møller og regnskabschef Lone Thomsen, som har stået for den daglige oplæring.

- Jeg synes, det er en stor ros til Dorte og Lone. De har lavet en god uddannelsesplan, siger Bent Juul Larsen.

Kia Nielsen afslutter sin uddannelse til juli næste år. Ud over et diplom og blomster, følger der 1000 kroner, som skal bruges i virksomheden med titlen.