Nyheder

Gymnasieelever beregner energibalance for Oksbøl Varmeværk

Da Siw Nielsen, Gitte Hedegaard Larsen og Frederikke Kørvel fra 2.G på Rybners Tekniske Gymnasium skulle i gang med deres eksamensprojekt i fysik, ville de gerne have kontakt til en virksomhed for på den måde at gøre deres projekt mere virkelighedsnært og spændende.

Den ambitiøse pigegruppe havde sat sig for at undersøge energibalancen for et kraftvarmeværk, og derfor henvendte de sig til Andelsselskabet Oksbøl Varmeværk, der har 1200 forbrugere og sidste år kunne fejre 50-års jubilæum.

- Vi har jævnligt besøg af folkeskoleelever, men det er første gang, vi har elever, som laver opgave om os, fortæller driftsleder Preben Pedersen.

Han synes, det har været fascinerende at følge gruppens arbejde og ”fodre” dem med oplysninger, og han håber at få mulighed for at se gruppens endelige rapport.

Meget research
Pigerne har besøgt værket, der varmer med gas og solenergi, et par gange.

- Vi startede med at bruge en hel dag på værket for at blive godt sat ind i systemerne og processerne. Det er et krav, at eksamensprojektet fortrinsvis skal omhandle supplerende stof, og da der desuden ikke er et facit at gå efter, har vi brugt meget tid på at lave research. Medarbejderne i Oksbøl har lige fra starten været meget hjælpsomme og interesserede i vores projekt, beretter Gitte Hedegaard Larsen.

Lige som de to andre i gruppen synes hun, det er fedt at samarbejde med en rigtig virksomhed i stedet for en fiktiv.

- Og så har det også vist os nogle uddannelses- og karrieremuligheder, som vi måske ellers ikke ville have overvejet, tilføjer Siw Nielsen.

Gruppen skal aflevere deres rapport den 21. april. Om de kommer til eksamen i projektet, ved de endnu ikke. Det kommer an på, om de trækker faget.

DSC_0991-lille.jpg
Siw Nielsen, Gitte Hedegaard Larsen og Frederikke Kørvel laver eksamensprojekt om - og i samarbejde med - Oksbøl Varmeværk.