Nyheder

Elever og erhvervsfolk kæmpede side om side i BusinessCombat

I fredags havde hhx-elever fra faget virksomhedsøkonomi skiftet den almindelige undervisning ud med BusinessCombat. Lommeregneren var der dog stadig brug for, da de sammen med erfarne erhvervsfolk skulle drive en fiktiv virksomhed.  

Virkelighedsnær fiktion
Erhvervsfolk og gymnasieelever blev blandet og fordelt på 7 hold. Alle hold kæmpede mod hinanden om at sælge den samme vare, et action kamera, på det samme marked - og som i den virkelige verden skulle holdene træffe beslutninger om pris, reklame, produktion og meget mere.

BC1.jpg

Med fastlagte handlingsparametre skal et arrangement som BusinessCombat forsøge at give eleverne et virkelighedsnært indtryk af, hvordan en moderne erhvervsvirksomhed egentlig fungerer:

- Hvad ville I gøre i den virkelige verden, hvis det var jeres penge og jeres virksomhed? Blev deltagerne spurgt af spilleder, Keld Nørgaard fra Welcome Management.

- Den teori I lærer i virksomhedsøkonomi går igen i spillet. I dag får I muligheden for, at anvende teorien i praksis, forklarede Keld Nørgaard inden spillets start.

BC2.jpg

Og vinderen blev…
Spillet blev afviklet over 8 runder, der hver svarede til et kvartal. Vinderen blev det hold, der ved spillets udgang havde skabt det største overskud.

Med et overskud på næsten 1,5 mio. kr. vandt gruppe 6 bestående af hhx-eleverne: Janne Lilleøre-Nielsen, Rikke Høgh, Amanda Rosengreen Nielsen, Cathrine Harborg og fra erhvervslivet: Preben Hansen (Spar Nord), Leif Lassen (Lasses Erhverv) og Humle Pugh (Advodan).

BC3.jpg
Vinderholdet med et overskud på knap 1,5 mio. kr. 

- Jeg synes det har været en virkelig sjov oplevelse. Det var sjovt at drive en virksomhed og få et meget bedre indblik i, hvad der faktisk foregår i virkeligheden, lyder det fra Cathrine Harborg.

Og holdkammerat Amanda Rosegreen Nielsen er helt enig:

-  Det har været utroligt spændende at være med i spillet, og det var fedt at være i gruppe med folk fra erhvervslivet. De gav os elever plads til at komme med vores overvejelser og tanker i spillet, og det gjorde at vi fik meget ud af det – og så var det selvfølgelig en kæmpe bonus, at vi lige rendte med sejren til sidst.

Søren Møller Christensen, underviser på Rybners Handelsgymnasium, var også godt tilfreds med fredagens BusinessCombat:

- På Rybners Handelsgymnasium lægger vi stor vægt på, at eleverne kommer i kontakt med erhvervslivet, og at de får en reel fornemmelse af, hvad det vil sige at drive en virksomhed. Ved deltagelse i BusinessCombat kommer eleverne til at indgå et dynamisk samarbejde med erfarne erhvervsfolk – og dét er en meget lærerig og inspirerende oplevelse for begge parter.