Nyheder

EUX-elev fandt hurtigt læreplads

Kun to måneder efter Emre Özcan begyndte på uddannelsen EUX Smed skrev han under på en uddannelsesaftale med VL Staal.

- Det er megadejligt, konstaterer den 19-årige EUX-elev, som har taget en lille omvej på sin uddannelsesvej.

Emre Özcan styrede oprindeligt efter den røde hue på det almene gymnasium, men droppede ud. Han fik arbejde i Bilka. Spekulerede over sin fremtid. Han ville gerne have muligheden for at læse videre uden at skulle tage supplerende fag. Men han havde også en idé om, at en fremtid som smed kunne være noget for ham. En idé, som var begyndt at ulme, da han i et par uger arbejdede som vagt på Esbjerg Havn. Her så han smedene arbejde. Og han har så mange gange hørt sin bror fortælle om sit arbejde offshore. Det lød spændende.

Emre web.jpg

En dag fortalte hans mor om en ny uddannelse: EUX Smed, som både giver studiekompetence med fag på gymnasialt niveau og en håndværkeruddannelse. Kombinationen af hans drømme.

- Hvis man får en skade, kan man læse videre, så man kan få et mindre fysisk arbejde, påpeger Emre Özcan, som i første omgang dog håber, at han kan få et arbejde som smed efter endt uddannelse.

En god begyndelse
Han er ikke blevet skuffet, siden han i august begyndte på den første årgang af EUX Smed.

- Det har været rigtig godt. Lærerne tager sig meget godt af eleverne, og er der noget, tager de sig af det med det samme, fortæller han.

Meget af den teoretiske undervisning er repetition for ham, fordi han allerede har haft matematik og de andre teoretiske fag på gymnasiet. Og arbejdet i værkstedet er han vild med.

- Det går rigtig godt. Jeg kan godt lide det, siger Emre Özcan, som hænger i det bedste han har lært.

Han knokler
Han er fast besluttet på ikke at droppe ud af en ungdomsuddannelse igen. Og at hårdt arbejde betaler sig, har han allerede fået at mærke. Sin læreplads fik han efter en tre dages praktik ved VL Stål.

- Værkføreren sagde, at jeg kunne møde kl. 8 den første dag. Men jeg tænkte: hvorfor møder jeg ikke bare klokken 7? Og jeg knoklede virkelig i de tre dage, fortæller Emre Özcan.

Da praktikken nærmede sig slutningen kom værkføreren og sagde, at han kun hørte kun gode ting om Emre Özcan. Derefter blev han prøvet af i svejsning i rustfrit stål. 14 dage senere fik han at vide, at praktikpladsen er i hus.

- Det er om at være ambitiøs, konstaterer Emre Özcan med et smil.

FAKTA
EUX Smed og EUX Landbrug startede begge op efter sommerferien. Eleverne på de to uddannelser har de teoretiske gymnasiefag sammen. Eleverne på EUX Landbrug har landbrugsfagene på Kjærgaard Landbrugsskole.

Læs om EUX smed >

Med EUX får eleven et svendebrev og en række fag på gymnasialt niveau, så de kan læse videre.
På Rybners Tekniske Skole begyndte EUX Tømrer & Murer i 2012, EUX Elektriker i 2013 og EUX Smed i 2014.