Nyheder

Erhvervsuddannelserne viser sig frem for 2800 skoleelever

Der mangler faglært arbejdskraft i hele landet, og problemet bliver større de kommende år. Om ganske få år kommer håndværks- og industrifagene for alvor til at mangle kvalificeret arbejdskraft. Fremskrivninger fra Danske Regioner viser, at der i 2025 vil mangle 67.000 faglærte.

Mange unge kender ikke til de mange muligheder, der åbner sig, hvis de vælger en erhvervsuddannelse. Den situation vil erhvervsuddannelserne rette op på, og derfor inviterer de igen i år alle 8. klasses-elever i Esbjerg, Varde og Vejen Kommune til Erhvervsuddannelsernes Dage 2018. Det sker i dagene 12. og 13. september.

DSC_1196-web.jpg

En praksisnær karrierevej
- Erhvervsuddannelserne har utroligt meget at byde på. I mange brancher er du nærmest garanteret job, du får løn under uddannelsen, og du tjener efterfølgende godt som faglært. Derudover har du mange muligheder for at videreuddanne dig. En ingeniør, der har en baggrund som tømrer eller murer, er i høj kurs på arbejdsmarkedet, forklarer direktør for Rybners’ erhvervsuddannelser, Lars Katzmann.

På Erhvervsuddannelsernes Dage 2018 bliver folkeskoleeleverne vist rundt af elever, vejledere og lærere, så der bliver rig mulighed til at stille spørgsmål, og bagefter er der mulighed for at gå på opdagelse blandt de mange uddannelsers stande. Her kan eleverne blandt andet møde landbrugselever, opleve et butiksmiljø ved handelsskolens stande, se social- og sundhedsassistenter drage omsorg for patienter, kokkeelever kreere lækkerier, frisørelever ordne lokker, smedelærlinge svejse metal og så videre.

På samme tid som Erhvervsskolernes Dage 2018 afvikler Rybners Tekniske Skole og Rybners Handelsskole skolemesterskaber, så folkeskoleeleverne kommer til at opleve de dygtigste elever inden for en række af skolernes fagområder i aktion.

Fakta:

  • Erhvervsuddannelsernes Dage 2018 finder sted onsdag den 12. september – torsdag 13. september på Rybners, Spangsbjerg Møllevej 72, 6700 Esbjerg.
  • AMU Vest, Social- og Sundhedsskolen Esbjerg, Kjærgaard Landbrugsskole, Handelsgymnasiet Ribe, Vejen Business College, Varde Handelsskole, Rybners Tekniske Skole samt Rybners Handelsskole arrangerer Erhvervsuddannelsernes Dage 2018 i samarbejde med Esbjerg, Varde og Vejen kommune. 
  • Der er afsat to timer til hver klasse: én times guidet tur, og én time til selv at gå rundt
  • Der er en præmieoverrækkelse til skolemesterskaberne om torsdagen. Det forventes at være kl. 16.
  • Borgmestrene og skolecheferne fra de tre kommuner kommer til guidet tur og frokost onsdag kl. 11-13

DSC_1223-web.jpg