Nyheder

Erhvervsuddannelsernes Dage er en levende uddannelsesguide

Se meget mere på skolernes Facebooksider: Teknisk Skole - Handelsskolen

På en dag, hvor regeringen fremlagde sit ambitiøse udspil om at styrke erhvervsskolerne med to milliarder, tog Rybners imod den anden halvdel af de i alt 3000 8. klasseselever, der i løbet af to dage var inviteret ud for at se, hvad erhvervsuddannelserne har at byde på.

Der var afsat to timer til hver klasse: én times guidet tur, og én time på egen hånd. Tiden blev fyldt ud med mange forskellige oplevelser og indtryk fra et særdeles bredt spektre af erhvervsuddannelser. På standene kunne eleverne således møde smede, frisører, landbrugselever, sosu-elever, handelselever og tekniske designere - for blot af nævne nogle.

-Det er fedt at komme ud og få et indblik i en masse uddannelser, og så er det dejligt, at der er så mange aktiviteter, man kan deltage i, bemærkede Katrine fra Gjerndrup Friskole, mens hun var i gang med at tippe en 13’er hos ernæringsassistenterne. Det gjaldt om at gætte dufte og smage.

–Vi synes, det er sjovt at være med til at vise vores uddannelse frem, lød det fra ernæringsassistent-elev Helle Antonsen, mens hun hældte cola op til en blindtest. Hendes medstuderende havde sammen med to bagerlærlinge dagen igennem travlt med at kreere små fristelser i de opstillede køkkensektioner. Lige så snart de bar et fad med hapsere ind, var eleverne på pletten. Og de sunde opskrifter kunne eleverne tage med sig hjem.

IMG_8541-web.jpgIMG_8524-web.jpg

Skolemestre blev fundet
Det var dog ikke kun eleverne, der vurderede EUD-elevernes arbejde. Det gjorde et dommerpanél også, for samtidig med Erhvervsskolernes Dage afviklede Rybners Tekniske Skole og Rybners Handelsskole skolemesterskaber i nogle af fagene. Vinderne går videre til regionsmesterskaber og DM i Skills.

Hos de tekniske designere kunne gæsterne prøve at samle en terning med en 3D-mus og se en 3D-printer i aktion. Ved Kjærgaard Landbrugsskoles stand havde de allieret sig med det ultimative trækplaster: små nuttede kyllinger, som man måtte prøve at holde. Hos frisørerne kunne eleverne rulle spoler op, eller de kunne sætte sig til rette i en frisørstol og få rettet bryn og flettet hår, mens de studerede de koncentrerede frisørelever, som dystede mod hinanden.

Særligt indbudte gæster kunne nyde en tre-retters menu, serveret af tjenereleverne og kreeret af kokkeeleverne. På menuen var rødbedesuppe, økologisk ged med tilbehør og en fri fortolkning af æbletærte. To kokke fra henholdsvis Hotel Christiansminde og Produktionsskolen Lustrupholm var hentet ind som dommere.

IMG_8697-web.jpg

Mange muligheder som vvs’er
I vvs-energiuddannelsens nyrenoverede værkstedslokaler var fire elever, udvalgt af lærerne, i gang med at trykprøve en fjernvarmeinstallation som en del af skolemesterskaberne.

- Det skaber en helt særlig stemning at konkurrere i et åbent hus-miljø, konstaterede Jannik Sørensen fra Bramming. Han begynder på hovedforløb 3 til januar og dermed det sidste år af den fireårige uddannelse.

- Du har mange muligheder efter vvs-energiuddannelsen, og modsat mange andre lange uddannelser får du løn imens du studerer. Når jeg bliver færdig, vil jeg ud og samle erfaring og måske ud at rejse med jobbet. Senere vil jeg læse videre - sandsynligvis til energiingeniør eller maskinmester.

- Håndværk, pleje, omsorg, handel, service og teknik er også vigtig faglighed. Folkeskolen skal i højere grad nære håndværkerdrømmene, udtalte undervisningsminister Merete Riisager på dagens pressemøde i forbindelse med fremlæggelsen af regeringens udspil.

Forhåbentlig er der opstået nogle nye håndværkerdrømme efter de seneste dages mange folkeskolebesøg på Rybners. Det er i hvert fald, hvad det danske samfund må håbe på.

Fakta:

  • Erhvervsuddannelsernes Dage arrangeres af AMU Vest, Social- og Sundhedsskolen Esbjerg, Kjærgaard Landbrugsskole, Handelsgymnasiet Ribe, Vejen Business College, Varde Handelsskole, Rybners Tekniske Skole samt Rybners Handelsskole i samarbejde med Esbjerg, Varde og Vejen kommune. 

IMG_8646-web.jpg

IMG_8571-web.jpg