Nyheder

Ernæringsassistenter får nye krydderier på arbejdslivet

Der bliver pisket, rørt og kogt i et af køkkenerne på Rybners Kursuscenter. Cirka 20 ernæringsassistenter fra  Sundhed & Omsorg i Esbjerg Kommune er i gang med at tilberede gelémad. Gelémad er det næste stadie af fødevarer til mennesker, som før har fået sondemad, og emnet er en del af et tre ugers kursus, som alle 117 ernæringsassistenter skal på i løbet af det første halvår i 2014.

ernæringsassistenter2.jpg
Gang i gryderne.

Graver sig ned i teorien
Blandt andre Benedikte Christensen, som arbejder i køkkenet på Fovrfeldt Ældrecenter, og Sanne Nissen fra Bramming Centralkøkken, er i gang ved gryderne i Rybners Kursuscenter køkken, hvor de for første gang prøver at tilberede gelékost. Før de indtog køkkenet, har de haft teori om smag og de fem smagsvariationer: sød, salt, surt, bittert og umami, som er ekstra vigtig at arbejde meget nøjagtig med, når man tilbereder mad til mennesker med en lille appetit og besvær med at synke. Det er vigtigt, at alle parametre arbejder sammen for at give en småtspisende lyst til mad, forklarer de.

- Udseendet er også vigtigt. Det har meget at sige, så i morgen skal vi anrette, det vi har lavet i dag. Udseendet er det første, der skal gøre, at man får lyst til at spise, forklarer Benedikte Christensen, som synes, det er spændende at blive sat ind i og få genopfrisket teorien bag det arbejde, som hun hver dag udfører på Fovrfeldt Ældrecenter.

ernæringsassistenter1.jpg
Sanne Nissen fra Bramming Centralkøkken, tv, og Benedikte Christensen fra Fovrfeldt Ældrecenter synes det er rart at arbejde sammen på kurset 

De udvikler sig
Men især synes hun, at den del af kurset, som drejer sig om personlig udvikling og samarbejde, har været godt.

- Det med personlig udvikling har været helt vildt spændende. Vi har blandt andet lavet personanalyser og kigget på, hvordan de forskellige typer arbejder sammen, og hvordan man på den måde undgår konflikter, så vi kan få det der dejlige arbejdsmiljø, som vi gerne vil have, siger hun.

Både hun og Sanne Nissen er dog glade for, at kurset i høj grad veksler mellem teori og praktiske øvelser i køkkenet.

- Det er hårdt at sidde ned en hel dag, når man ikke er vant til det, siger Sanne Nissen med et grin.

Møder kolleger
At de to er kommet til at arbejde sammen er også en gevinst ved kurset. Det er positivt at møde kolleger på tværs af køkkener og byer og udveksle erfaringer.

- Man får nogle ansigter på nogle af de andre og får et andet forhold, så når der er nogle arrangementer, vil man nok søge hinanden mere, siger Benedikte Christensen.

ernæringsassistenter3_618x412.jpg
Der bliver smagt og snakket om det. 

FAKTA

  • Alle 117 medarbejdere fra Køkkenområdet i Sundhed & Omsorg, Esbjerg Kommune skal i løbet af et halvt år på tre ugers kursus på Rybners Kursuscenter.
  • Esbjerg Kommune har ansat 22 ledige i jobrotation for at vikariere for de medarbejdere, som er på kursus. Kommunen får tilskud til vikarerne for hver time de 117 medarbejdere er på kursus.
  • Før de kom ud som vikarer, gennemførte de 22 ledige et to ugers kursus på Rybners Kursuscenter.