Nyheder

Markant flere unge vælger en EUX-uddannelse

EUX er en erhvervsuddannelse med fag på gymnasialt niveau. Eleverne bliver faglærte samtidig med, at de opnår et fagligt niveau, som giver ekstra ballast og muligheder for at tage en videregående uddannelse.

Denne kombination ser ud til at tiltale flere og flere unge, for igen i år er søgningen mod EUX-uddannelserne steget. Sidste år lå EUX-uddannelsernes andel af den samlede søgning til erhvervsuddannelserne på 27 procent. I år er det næsten hver tredje elev, der vælger EUX. Samlet set søger fem procent af alle elever, der forlader grundskolen, en EUX.

På Rybners oplever man en eksplosiv stigning i antallet af nye EUX-elever. Hvor der sidste år var 77 tilmeldinger, er der i år kommet 121. Det svarer til en stigning på 57 procent.

- Vi kan se, at der er ved at ske et skifte. Hvor det tidligere var gymnasiet, så begynder det nu at være EUX, der er ”det sikre valg” i de unge og deres forældres bevidsthed, forklarer Lars Katzmann, der er direktør for Rybners’ erhvervsuddannelser.

Samtidig er antallet af elever, der har søgt ind på Grundforløb 1 på Rybners’ ordinære erhvervsuddannelser, steget med knap syv procent. Det peger i retning af, at flere unge ønsker at blive faglært - en tendens, der er godt nyt for erhvervslivet og samfundet generelt. Fremskrivninger fra Danske Regioner viser nemlig, at der i 2025 vil mangle 67.000 faglærte i Danmark.

Et helstøbt studiemiljø
Der går nu 313 tekniske og merkantile EUX-elever på Rybners, og det betyder, at der er grundlag for at skabe et mere helstøbt studiemiljø, som skal være med til at gøre uddannelserne endnu mere attraktive.

- Vi vil etablere én samlet EUX-afdeling med en fast lærergruppe, fælles elevråd, arrangementer, studieture og så videre. I år havde vi desuden succes med for første gang at holde en flot og stemningsfuld dimission for de 60 EUX-studenter, der dimitterede fra Rybners, beretter Lars Katzmann.

IMG_7052 (Large).JPG

Uddannelseschef på Rybners Handelsskole, Marianne Kirk Nielsen, forstår godt, hvorfor flere unge vælger EUX:

- EUX er et klogt valg - det er ikke enten eller, men både og. Du får løn under uddannelse, og når studenterhuen er i hus, har du alle muligheder: du bliver efterspurgt arbejdskraft og kan gå direkte ud på arbejdsmarkedet og få en god indtægt. Senere - eller lige efter studiet - kan du vælge at tage en videregående uddannelse og eksempelvis blive ingeniør med praktisk kunnen.

EUX på Rybners

  • Omfatter både merkantile og tekniske fag
  • Rybners Tekniske Skole udbyder EUX Smed, EUX Tømrer og EUX Elektriker
  • Rybners Handelsskole udbyder EUX Handel, EUX Kontor og EUX Butik.
  • Fra august 2019 kan man også vælge EUX Gastronom, EUX Tjener og EUX Ernæringsassistent på Rybners Tekniske Skole
  • EUX-uddannelserne varer 3,5 - 4 år inkl. praktik