Nyheder

Finderups fantasi inspirerede gymnasieeleverne

Imens maleren Erik Lindberg tænksom står ved scenekanten og med rolig hånd tilfører farvestrøg til et imponerende fantasymaleri, går forfatter Mette Finderup rundt oppe på scenen, mens hun blandt andet fortæller om motivets hovedperson: vikingepigen Gyrith, der bliver forbandet af kærlighedsgudinden Freja i hendes dramatiske fantasyserie Den Grønne Ø.

Forud for foredraget med den populære forfatter har samtlige 2.g-klasser på Rybners Almene Gymnasium læst Smertens Barn, som er første 1. bind i hendes populære serie ”Den grønne ø”. Efter foredraget, der er delt op i to, skal eleverne selv i gang med at skrive fanfiction på baggrund af bogen.

- Det er spændende at høre om hendes tanker med bogen og alt det arbejde, der ligger bag. Hun tegner et langt mere nuanceret billede, end vi normalt får, af personerne i den nordiske mytologi, konstaterer Natasja, der sammen med klassekammeraterne Caroline, Anne Katrine, Sofie, Victoria og Camilla fra 2.l er i gang med den svære skriveproces. Tre sider er minimumskravet, men når først der er kommet hul på kreativiteten er det heller ikke meget, vurderer pigerne samstemmende.

Under de to foredrag gav Mette Finderup eleverne konkrete bud på, hvordan kreativitet kan optimeres, hvordan man redigerer en tekst, hvordan en spændende fortælling bygges op og hvordan der skal være styr på hele under-isbjerget. Hun gav også eleverne et indblik i, at det er en lang – og til tider psykisk hård – proces at skrive bøger.

Kobler sig på festival
I løbet af weekenden får eleverne mulighed for at dykke yderligere ned i det - for nogle - nyopdagede fantasy-univers. Det sker, når hovedbibliotekets stort anlagte fantasyfestival løber af stablen. Biblioteket giver eleverne gratis adgang til to valgfrie foredrag og har desuden tilbudt deres hjælp og ekspertise på forskellige områder.

- Med forløbet ønsker vi at vække elevernes læse- og skrivelyst, og vi forventer at kunne stimulere elever, som ellers kan have svært ved at genkende sig selv i den litteratur, som danskfaget normalt indeholder, fortæller dansklærer Inger Karlsmose og tilføjer, at håbet også er, at den utraditionelle måde at arbejde både med litteratur og med skriftlighed på kan skabe et kreativt frirum for elevernes skrivelyst. 

  • Fantasyfestivalen arrangeres af Esbjerg Kommunes Biblioteker i samarbejde med forskellige lokale og nationale foreninger, forlag og frivillige. Læs mere på fantasyfestival.esbjergkommune.dk

 IMG_9397web.jpg

 - At male et billede er for mig en proces, hvor ideerne til udtryk, form og tekstur kommer til mig hen ad vejen, beretter maler Erik Lindberg.

Ikke-navngivet-1-web.jpg

Mette Finderuphar skrevet over 60 bøger for børn og unge og vundet flere priser. Hendes egne yndlingsgenrer er de mytiske fortællinger og fantasy-litteraturen.

IMG_9403-web.jpg

Natasja Caroline, Anne Katrine, Sofie, Victoria og Camilla fra 2.l kunne godt finde på at læse mere fantasylitteratur efter forløbet på gymnasiet og efter at have læst Smertens Barn.