Nyheder

Fie får elevplads på trods af coronakrise

Fie3web.jpg
Foto: Trods modgang har Fie Nickelsen nu elevpladsen i hus. 

19-årige Fie Nickelsen fra Esbjerg har længe ledt efter en elevplads i en butik. Heldet har dog ikke været med hende: 

- Jeg havde nok fået 15 afslag før coronakrisen, og så tænkte jeg, at nu bliver endnu svære af få en elevplads. Man hører jo om mange butikker, der går konkurs og elever, der har svært ved at få en elevkontrakt.

Men på grund af et samarbejde mellem skolepraktikken på Rybners og Elgiganten i Esbjerg fik hun mulighed for at starte i to ugers prøvepraktik i varehusets hvidevareafdeling. De kunne ikke love Fie en fast elevplads med det samme:

- Men på min sidste dag fik jeg tilbudt en elevplads, fordi jeg havde klaret det så godt. Dét var en dejlig følelse, fortæller en glad Fie Nickelsen.

Til august starter hun i et 2-årigt elevforløb hos Elgiganten, indtil da skal hun arbejde som deltidsassistance i varehuset.

Tre elever har fået elevplads hos Elgiganten i Esbjerg

Varehuschef Anders Bressendorff ser frem til at få Fie som butikselev. Han værdsætter hendes tilgang til de to ugers prøvepraktik:

- Fie spurgte rigtig meget, og hun havde sat sig ind i tingene. Hun havde klædt sig på hjemmefra. Hun var forberedt.

Udover Fie har Elgiganten i Esbjerg ansat yderligere to butikselever fra Rybners Handelsskole. De starter også til august:

- Eleverne ville os, og vi vil dem. De har efterladt et positivt indtryk. Fra den første dag de trådte ind her, har vi ikke været i tvivl om, at de gerne ville være her. De smiler, de er udadvendte. De er glade og positive. Det er en fornøjelse.

AndersWeb.jpg
Foto: Varehuschef Anders Bressendorff glæder sig til de tre nye elever fra Rybners Handelsskole starter i hans butik til august

Fie: Jeg drømmer om at blive varehuschef
Ifølge varehuschefen har Elgiganten indtil videre klaret sig fornuftigt gennem coronakrisen. De har fortsat brug for elever, for at sikre deres medarbejder-pipeline. Så de elever, der kommer ind til august erstatter nogle der er færdigudlærte.

Fie Nickelsen glæder sig til at starte som butikselev. Hun har arbejdet i flere forskellige butikker for hun kan godt lide kontakten med kunderne:

- Jeg kan godt lide nærværet, dét at jeg kan gøre noget for mine kunder. Give dem en service, der gør dem glade.

Fie1web.jpg
Foto: En stavblender var den første ting Fie solgte i Elgiganten. Hun vidste næste intet om køkkenredskabet, men kunden var meget tilfreds med hendes service. 

Om to år kan Fie Nickelsen se frem til at blive færdigudlært butikselev i Elgiganten. På trods af mange afslag og en økonomisk krise, har hun nu fået den elevplads, hun længe har kæmpet for. Og det har givet Fie mod på mere:

- Jeg drømmer om at blive varehuschef ligesom Anders. 



Er du interesseret i en uddannelse i salg?
Få mere info om vores uddannelse for detailhandel her: https://rybnershandelsskole.dk/uddannelser/grundforloeb/butik/