Nyheder

Frederik skaber orden i kaos

Man siger at tredje gang er lykkens gang, og det kan der måske være noget om. Frederik Lerbjerg Aagaard fra 3a på Rybners Tekniske Gymnasium har to gange tidligere deltaget i Georg Mohr-konkurrencen, men det var først i år, at hans målrettede og hårde arbejde gav pote: Han blev en af konkurrencens 27 vindere. 

Frederikhjemmeside.jpg

Matematisk magi
Til årets Georg Mohr-konkurrence deltog i alt 742 gymnasieelever, hvoraf kun 27 opnåede tilstrækkeligt med point til, at de kan kalde sig vindere af Georg Mohr-konkurrencen.  

- Hvis man sammenligner med almindelige matematikopgaver på gymnasiet, så er Georg Mohr-opgaverne meget svære, men jeg vil nu hellere kalde dem tilpas udfordrende, siger Frederik Lerbjerg Aagaard og beskriver matematikken som magisk:

- Matematikopgaver starter ofte med en simpel opgaveformulering og så følger en lang kaotisk proces med at løse opgaven, hvorefter man kommer frem til et simpelt svar. Og dét synes jeg er matematikkens magi: At skabe orden i kaos.

Højt niveau
Georg Mohr-konkurrencen er for gymnasieelever med et særligt matematisk talent, men alle kan i princippet melde sig til. Men det er kun elever med et godt resultat fra første runde, der kan kvalificere sig til anden runde. 

- Det er selvfølgelig meget stort at vide, at man er blandt de 27 vindere. Det giver et stort boost til ens faglige selvtillid. Da jeg går i 3.g var det sidste chance – og det lykkedes, lyder det fra en glad Frederik Lerbjerg Aagaard.

Præmien er mere viden
Præmien for at vinde Georg Mohr-konkurrencen er en invitation til et vinderseminar i marts måned. I år går turen til Mærsk McKinney Møller Videncentret i Sorø, hvor gymnasieleverne skal høre foredrag og blive matematisk udfordret inden for talteori, algebra, geometri og invarianter.

- Jeg glæder mig meget til vinderseminariet. Det er en stor mulighed for at lære en masse ny matematik og samtidig møde ligesindede mennesker, slutter Frederik.