Nyheder

Fup og fakta om forhøjet AUB-bidrag

Virksomheder skal ikke betale 27.000 kroner ekstra, hvis de ikke ansætter det antal elever, som de er godkendt til, fastslår praktikcenterleder Anette Fuglkjær.

- Der går nogle uheldige rygter, om at virksomheder skal betale 27.000 kroner, hvis de ikke ansætter det antal elever, som virksomheden er godkendt til. Men det er vigtigt at slå fast, at det ikke er sandt, siger hun.

I efteråret indgik arbejdsmarkedets parter og regeringen en trepartsaftale for at skabe flere elevpladser. Og det er på grund af de ændringer og de forventede ændringer, at de forkerte rygter er opstået.

Fordeluddannelser
Første del af trepartsaftalen er udmøntet med en lov, som trådte i kraft den 1. januar 2017. Den betyder, at virksomheder kan få:

  • max 5000 kroner, hvis de ansætter en elev fra en ”fordelsuddannelse,”
  • max 15.000 kroner, hvis de ansætter en ekstra elev.

Fordelsuddannelserne er alle de uddannelser, som mangler elever.

Mål på antallet af elever
Næste del af lovgivningen er ikke på plads endnu, men den omfatter blandt andet, at virksomheder vil få beregnet en ”måluddannelsesratio”. Det vil sige, AUB beregner regnet ud, hvor mange elever den enkelte virksomhed bør ansætte på baggrund af hvor mange faglærte, der er i virksomheden.

I trepartsaftalen lægges der op til, at de virksomheder, som ansætter færre elever end beregnet, skal betale ekstra i AUB.

- Men det er altså ikke vedtaget endnu, understreger Anette Fuglkjær, som er ked af det uheldige rygte.

- Vi modtager for tiden mange opkald fra virksomheder, som spørger ind til rygtet om ekstra AUB. Det er altid vigtigt, at virksomheder får de rigtige oplysninger i forhold til at ansætte elever. Derfor betyder det meget for os at få manet falske rygter i jorden.

Her kan du dykke ned i detaljerne om resultatet af trepartsforhandlingerne

Murer mindebænk