Nyheder

Konkurrencevindere tog geodatabranchen og Musikhuset Aarhus med storm

Finalen foregik i Musikhuset Aarhus samtidig med Kortdage 2016, geodatabranchens årlige konference. I konkurrencen har eleverne skullet bruge deres viden inden for naturgeografi til at redegøre for placeringen af et nyt turismecenter på Grønland.

- Det meste af ventetiden brugte vi på at øve vores præsentation, der foreslår et nyt natur- og turismecenter i den vestgrønlandske by Ilulissat, så vi var klar til at gå på scenen foran Danmarks førende naturgeografer og geodataeksperter, beretter Mads Hvidbjerg Kristensen.

Selve konferencen var et mekka for geografisk interesserede. Musikhusets forhal var spækket med boder fra geodatavirksomheder og andre relevante private og offentlige aktører. Klokken 16 gik Mads og Emil på scenen som det sidste af de tre finalehold. De to modstanderhold kom fra henholdsvis Roskilde og Bagsværd Gymnasium.

- Begge modstandere leverede fremragende præsentationer, men da stemmerne var talt op stod vi tilbage med opbakning fra omtrent tre fjerdedele af forsamlingen. Dermed vandt vi konkurrencen og de 10.000 kr., der er øremærket en studietur, opsummerer Mads, der sammen med Emil fik ros af arrangørerne og andre fagpersoner på området.

Succesen følger i halen på en stribe flotte resultater, der relaterer sig til de naturvidenskabelige fag på Rybners Almene Gymnasium.  I foråret vandt gymnasiet den fornemme Hempel-DTU Forsker- skolepris, som er et anerkendende skulderklap for gymnasiets arbejde med de naturvidenskabelige fag.


Geoforum-vindere.jpg

Emil Niemann Damtoft(t.v.) og Mads Hvidbjerg Kristensen havde 10.000 rare kroner med sig hjem fra finalesejren i Aarhus. De skal bruges på klassens studietur.

Baggrunden for årets konkurrence

Det grønlandske selvstyre ønsker at undersøge placeringsmulighederne for et nyt kombineret natur- og turismecenter. Formålet med centeret er at tiltrække turister ved for eksempel at tilbyde information, udflugter, overnatningsmuligheder og en mulighed for at se og lære om klimaforandringer.

Fakta om Geoforum

  • Geoforum er det danske forum for geografisk information. Det er en bredt sammensat interessebaseret forening med medlemmer fra både offentlige og private virksomheder.
  • Geoforum har i dag en medlemskreds, som består af omkring 250 virksomheder og organisationer fra både den offentlige og den private sektor samt 350 personlige medlemmer.

Geoforum-vindere-2.jpg