Nyheder

Gymnasieelever havde fysik i Tivoli

Den 8. september var elever fra Rybners Gymnasium og Esbjerg Gymnasium i København. De skulle i Tivoli, men ikke kun for candyflossens og hyggens skyld. Der var fysik på programmet og elevene skulle blandt andet udregne ballongyngens omløbstid, Dæmonens fart og accelerationstiden i Det gyldne Tårn. Nu skal de tilbage på skolebænken og analysere deres data.

For fysikinteresserede elever
Formålet med Tivolifysik er, at rykke fysikundervisningen ud af de vante omgivelser, så fysikinteresserede elever kan få sig en faglig og anderledes oplevelse. Ole Gadsbølle, underviser på Rybners Almene Gymnasium, er begejstret for projektet:

- På Rybners har vi flere dygtige naturvidenskabelige elever, som interesserer sig for fysik, og det skal plejes. Det er vigtigt for eleverne at komme ud af fysiklokalet og være sammen med andre, som også interesserer sig for fysik. Og så er det jo bare sjovt at være i Tivoli, hvor teori og praksis kan kombineres på en helt anden måde, lyder det fra Ole Gadsbølle.

Tivolifysik1.jpg

Flere dage i fysikkens tegn
- Det er andet år i træk, at jeg deltager. Jeg kan godt lide fysik, så jeg var ikke i tvivl, da Ole Gadsbølle fortalte om projektet, fortæller Stine Isabella Holden Harbo fra 3x på Rybners Gymnasium.

Eleverne havde fem timer til rådighed i Tivoli, hvor de i grupper skulle rundt og løse en række opgaver. Stine fandt blandt andet ud af, at hun vejer hele 10 kilo mindre i toppen af Ballongyngen end hun gør, når hun står på jorden, hvilket skyldes fysikken for den jævne cirkelbevægelse.

StineIsabellaHoldenHarbo.jpg
Deltager i Tivolifysik: Stine Isabella Holden Harbo fra 3x på Rybners Gymnasium

- Tivolifysik er ikke kun en tur i Tivoli. Inden vi overhovedet skulle til København, havde vi undervisning hen over to eftermiddage, hvor vi lærte om fysikken i Tivoli. Nu hvor vi har været af sted, skal alle vores data og målinger analyseres, og det er igen to eftermiddage der går med det, forklarer Stine.

Det hele værd
- Det har selvfølgelig været nogle lange dage, når den anden undervisning også skal passes. Men det er det hele værd, siger Stine og fortsætter:

- Da jeg deltog sidste år forstod jeg ikke ret meget af teorien bag fysikken. Jeg havde bare meldt mig til, fordi jeg tænkte at det var sjovt. Men i år har jeg flere gange tænkt; wauw! Det er jo let! Og så har det bare været sjovt at grine og skrige imens man har foretaget sine fysiske målinger, afslutter Stine som godt kunne tænke sig at læse til kemiingeniør efter endt studentereksamen.

Tivolifysik2.jpg