Nyheder

Gymnasieelever legede Hammerslag

Ser du allerede nu frem til at skulle købe egen bolig? Synes du, det er sjovt at gætte ejendomspriser? Så skal du deltage i Hammerslag!

Sådan lød beskrivelsen af et talentforløb for gymnasieelever.

10 elever fra Rybners Gymnasium og Esbjerg Gymnasium meldte sig til, og fik en grundig indføring i, hvordan privatøkonomi og ejendomshandel hænger sammen. Inspireret af Tv-programmet Hammerslag på DR, sluttede talentforløbet af med vurdering af tre ejendomme i Esbjerg.

Hjemmeside2.jpg

Hammerslag på elevniveau
Med undervisning i privatøkonomi, vurdering af boligpriser og oplæg fra en ejendomsmægler fra Home, var gymnasieeleverne klædt godt på, da de i går blev kastet ud på boligmarkedet.

Eleverne besøgte tre adresser i Esbjerg: Hyacintvej i østerbyen, Ålykken i Sædding og Trianglen på Strandbygade. Alle tre steder skulle eleverne inspicere boligen og give deres bud på salgsprisen.

Dagens vindere
Dagens sidste Hammerslag-udfordring var en luksuslejlighed på 7. etage i det nye højhusbyggeri på Strandbygade – og den var svær. For hvad koster central beliggenhed og en fantastisk udsigt?

Hjemmeside1.jpg

Den flotte, 120 m2 store lejlighed er solgt for 4.748.000 kr. og med et bud, der kun lå 200.000 kr. under salgsprisen, var det gruppe 3, der var skarpest på lommeregneren.

Tillykke til Oliver Bours, Frederik Ottosen, Daniel Birkler og Emil Torbensen!