Nyheder

Gymnasiepiger vinder håndboldstævne

Onsdag den 2. december var 9 piger fra Rybners Almene Gymnasium taget til regionsstævne i Fredericia. De skulle spille mod 4 andre gymnasier, hvor det dygtigste hold kvalificerede sig til finalestævnet i Brøndby den 21. januar 2016. Med tre vundne sejre blev det Rybners-holdet, der løb med regionstitlen.

Hjemmeside1.jpg

Rybners-pigerne var bedst
Emma Rasmussen, Jasmin Forsberg og Louise Christensen var blandt de håndboldspillere, der var på banen i Fredericia. Alle tre spiller håndbold i DUH Esbjerg i deres fritid, så de var ikke i tvivl da de blev spurgt, om de ville være med til Gymnasiehåndbold.

- Vi vandt tre kampe ud af fire. Den sidste kamp var mod Esbjerg Gymnasium, men på det tidspunkt var vi også godt trætte, lyder det fra pigerne.

- At vi tabte til Esbjerg Gymnasium gjorde nu ingen forskel. De havde tabt deres øvrige kampe, så de kunne ikke vinde regionsstævnet, siger Jasmin Forsberg, som har spillet håndbold siden fem årsalderen.

På trods af Rybners-pigernes håndboldsucces, beskrives stemningen i bussen hjem til Esbjerg, som lettere trykket:

- Vi fulgtes med Esbjerg Gymnasium, og de var lidt hoverende fordi de vandt over os. Men vi klarede os bedst, og det blev derfor os, der gik videre til finalestævnet i januar, lyder det fra Emma Rasmussen.

Glæder sig til januar
Pigerne glæder sig nu til slutningen af januar, hvor de tror at de har gode chancer for at vinde finalestævnet.

- Vi har nogle spillere på holdet, der af forskellige årsager ikke var med i onsdags. Men når de kommer med til Brøndby, får vi et rigtig stærkt hold, pointerer Louise Christensen og fortsætter:

- Det er selvfølgelig svært at spå om vores vinderchancer, for vi møder jo først de andre hold til januar. Men vi kan sige så meget, at vi stiller med et styrket hold til finalestævnet.