Nyheder

HandsOn-elever holdt rejsegilde

Forældre blev indbudt til rejsegilde, da eleverne på HandsOn Linjen skulle afslutte det første forløb på Rybners Tekniske Skole. Siden sommerferien har folkeskoleeleverne på HandsOn Linjen to dage om ugen arbejdet med byggeri i værkstederne på teknisk skole.

HandsOn rejsegilde1.jpg
Faglærer Betina Waldeier holdt en indledenede lille tale for elever og forældre. 

De viste deres kreationer frem for forældrene: Vægge, som de selv har bygget, med vægmalerier, som de har malet ud fra teori om farvelære. Blandt andre Simon Langhoff viste sin væg frem for sine forældre Karin og Casper Langhoff. Mest stolt er han af væggen, selv om mor og far overbevisende forsikrede ham om, at han skam godt kan være stolt af maleriet.

- Jeg synes, det har været spændende – mest tømrerarbejdet, siger Simon Langhoff, som er glad for at gå på HandsOn.

- Jeg klarede det ikke så supergodt i skolen, og så virkede det som en god idé at søge ind på HandsOn. Jeg synes, det har været godt, jeg kom ind, fortæller han.

Mere glad, engageret og træt
Det kan hans forældre nikke genkendende til:

- Vi har fået en mere glad dreng ud af det, siger Casper Langhoff og hustruen forklarer:

- Her forener de teori og praksis med det samme. Det bliver mere konkret, og det er nemmere at huske. Vi oplever, at det er en god ting for Simon. Vi oplever et helt andet engagement, fortæller Karin Langhoff.

handson rejsegilde familien.jpg
Simon med forældrene Casper og Karin Langhoff foran hans væg med malet dekoration.

De kan ikke alene mærke den anderledes læringsstil på, at Simon er mere engageret og glad, han er også mere træt de dage, hvor eleverne går på skole på Rybners Tekniske Skole.

- De bliver fysisk udfordret, konstaterer Casper Langhoff.

Begge forældre har fra begyndelsen bakket op om Simons ønske om at begynde på HandsOn Linjen.

- Vi så det som en mulighed for Simon for at opleve nogle successer, siger Karin Langhoff, før de stillede sig i kø til pølser og sodavand sammen med de andre forældre og elever.

Videre i køkkenet
På mandag den 1. oktober skal eleverne til at forene teori og praksis i de professionelle køkkener på Rybners Tekniske Skole. Her skal de arbejde med deciliter i stedet for centimeter, smag i stedet for farver og hygiejne i stedet for saveteknik.

handson rejsegilde spisning.jpg
Hygge og kø til pølser og sodavand - en obligatorisk del af ethvert rejsegilde. 

De skal fortsat gå tre dage i skole på hjemskolen, hvor folkeskolelærerne sørger for, at den teoretiske ballast er på plads. For at sikre, at der er god sammenhæng mellem undervisningen på Rybners og på Borhrskolen er en af lærerne med en eftermiddag i hver uge med til undervisningen på Rybners.

FAKTA
Ud over væggene har eleverne også bygget og malet et kongespil i løbet af det første forløb. På Rybners Tekniske Skole har de arbejdet med målestoksforhold, vinkler, farvelære, værkstøjslære, materialelære, MAL-kode, saveteknik, finessearbejde og kvalitetsforståelse.

handsOn rejsegilde ved maleri.jpg
Siddeplads ved en af elevernes vægge.

Se billeder af alle vægmalerierne på HandsOn's Facebookside