Nyheder

Rybners og Vitaskolen tilbyder ny HandsOn Linje

Vitaskolen har efterhånden specialiseret sig i at tilbyde tonede linjer til elever med særligt begavelse på Da Vinci Linjen og i Eliteidrætsklasserne. Nu følger en linje for elever med en særlig praktisk begavelse, HandsOn Linjen.

Hænderne rigtigt skruet på
HandsOn Linjen er blevet til i et samarbejde med Rybners, og en stor del af uddannelsen vil komme til at foregå på Rybners Tekniske Skole og/eller Rybners Handelsskole. HandsOn Linjen retter sig mod dem, som er i fare for at miste interessen for undervisningen i folkeskolen, men til gengæld har hænderne rigtig skruet på, forklarer Jan Lagoni, som er skoleleder på Vitaskolen.

- Vi har en stor gruppe af elever med en høj praktisk begavelse, men som til gengæld kan køre død i traditionel undervisning. De underpræsterer, fordi de ikke bliver stimuleret praktisk i høj nok grad. Det er synd, for de er bestemt ikke mindre begavede, men netop i folkeskolens sidste år har vi en stor risiko for at tabe dem. Det er ikke kun spild af tid for dem selv, men i høj grad et tab også for samfundet, idet det bliver langt sværere at motivere dem til en uddannelse senere hen. HandsOn Linjen skal stimulere de elever, så de lærer en masse og har mod på videre uddannelse, siger Jan Lagoni fra.

murer lille.jpg 

Undervisningen på HandsOn Linjen kommer til at foregå tre dage om ugen på Vitaskolen og to dage om ugen i værksteder på Rybners, hvor eleverne vil arbejde med projekter. Den teoretiske undervisning på Vitaskolen vil støtte op om de projekter, så eleverne hele tiden er klar over, hvad de skal lære, hvorfor de skal lære det, og hvordan det går med at opnå læringsmålene. Med andre ord vil undervisningen imødegå spørgsmålet ”Hvad skal vi bruge det til? ” Det har stor betydning for elevernes motivation for at lære noget.

Det første år vil eleverne blive introduceret til forskellige retninger, som for eksempel butik og handel eller byggeri, mens de i 8. klasse vælger en fagretning.

Lever op til de samme krav
Undervisningen på HandsOn Linjen skal selvfølgelig leve op til Folkeskolens krav, og eleverne lærer dermed det samme, som i almindelige klasser, og kan begynde på den ungdomsuddannelse, som de ønsker efter 9. klasse.

På Rybners glæder man sig til det nye samarbejde.

- Det kommer til at gavne os på lang sigt, at der bliver større fokus på erhvervsuddannelserne i folkeskolens sidste år. Vi håber, at vi kan være med til at løfte en flok elever og skabe en spændende undervisning, som de får noget ud af, siger Jørgen Borg, uddannelsesleder på Rybners.

FAKTA
Tilmelding foregår via Vitaskolens hjemmeside: vitaskolen.skoleporten.dk

Informationsmødet:
Tid: Onsdag den 22. april klokken 17 – 18.
Sted: A-salen på Vitaskolen, V. Gjesingvej 28, 6715 Esbjerg N