Nyheder

Kalmar Huse sikrer sig til fremtiden med 3D

3D-tegninger, hvor kunden kan se det projekterede hus placeret på byggegrunden. Det var det bedre salgsmateriale Kalmar Huse i første omgang kunne se den store fordel i at kunne præsentere overfor kunderne. Derfor besluttede virksomheden sig for at gå over til at tegne i 3D i konstruktionsprogrammet Revit i stedet for AutoCAD, hvor tegningerne er i 2D, fortæller produktionschef Henrik Svarre.

kalmar-hist-web.jpg
Produktionschef Henrik Svarre og bygningskonstruktørstuderende Morten Damm står ved et af Kalmar Huses udstillingshuse. 

Men at lægge om fra AutoCad til Revit kræver, at virksomheden gør en indsats, for at det kommer til at fungere. Kalmar Huse gik derfor til KursusCenter Vest, da beslutningen var taget og sammensatte i samarbejde med kursuscentret et implementeringsforløb. Det kom til dels til at bestå af et kursus på kursuscentret i Open Learning, hvor kursisterne arbejder selvstændigt med programmet i et åbent værksted, og en underviser står klar til at hjælpe.

- Open Learning, synes vi, er et super koncept i forhold til, at det er meget fleksibelt i forhold til, hvad man ønsker. Det er en enkel og billig måde at komme på kursus, i det man har brug for, når det drejer sig om grundlæggende viden, forklarer Henrik Svarre fra Kalmar Huse.
Hjælp i virksomheden

Hjælp i virksomheden
Men virksomheden var klar over, at for at få ordentlig gang i omlægningen, havde Kalmar Huse brug for at få hjælp ude i virksomheden.

- Underviser Trine Melin var efterfølgende ude i virksomheden og sætte Revit op på computerne og lave grundstammen til den template, som vi tegner i. Derudover holdt hun en kursusdag herude. Der er ingen tvivl om, at sådan én dag tilrettet kun til os, fik vi meget mere ud af end i Open Learning. Der skal puttes flere penge i, når det skal laves individuelt, men vi har fået valuta for pengene, siger Henrik Svarre.

Kalmar Huse ansatte derudover Morten Damm, som læser til bygningskonstruktør, i praktik. Hans opgave blev blandt andet at bygge grundstammen til Revit op. Han lavede blandt andet såkaldte families (elementer, for eksempel vinduer og døre), som alle medarbejdere i Kalmar Huse kan bruge i alle projekter og ændre mål og andre forhold på.

Første mål nået
Da Kalmar Huse gik i gang med projektet, var ambitionen, at virksomheden skulle have et helt projekt tegnet i Revit inden jul 2013. Det og meget mere har de opnået, så Henrik Svarre er meget tilfreds.

- Vi har fået projektet ud, så det ligner et fotografi. Vi kan nu tegne et hus, som ikke er bygget endnu på den grund, som kunden har købt. Vi kan starte med at tegne det i stedet for at bygge et prøvehus og fotografere det. På længere sigt tror jeg, at selve konstruktionstegningerne kan udarbejdes hurtigere, siger Henrik Svarre.

Selv om det var de bedre salgspræsentationer Kalmar Huse gik efter, kan produktionschefen se, at Revit vil føre virksomhedens konstruktioner et skridt videre.

- Vi kunne se en masse fordele rent teknisk. Det skulle gerne blive hurtigere for os at projektere et hus, påpeger han.

Fremtidens konstruktionsprogram
Det kan underviser Trine Melin bekræfte. 3D er fremtiden inden for konstruktionsprogrammer i byggebranchen. Revit har en række fordele, når det udnyttes fuldt ud, for eksempel mængdeudtræk, og at en ændring ét sted slår igennem alle steder, hvor den har betydning, fastslår Trine Melin, som underviser i blandt andet Revit på KursusCenter Vest.

- Man får mange færre fejl, og det er meget hurtigere at projektere i, fastslår hun.

Næste ambition i Kalmar Huse er at alle tegninger skal laves i Revit inden sommerferien.