Nyheder

Kokke- og tjenerelever dyster til DM

Der er blevet trænet hårdt i køkkenerne på Teknisk Skole Esbjerg. Skolen har elever med i alle de kategorier der er mulighed for, når DM for kokke- og tjenerelever løber af stablen i forbindelse med FoodExpo i Herning. 

På søndag går det løs for Alexander Lauridsen Spenner, som er i lære ved Kunstpavillonen, og Nikolaj Breum Bech, Henne Mølleå Badehotel, som dyster i DM i chokolade for kokkeelever. Sidste år deltog Nikolaj også i konkurrencen. 

- Det var sjovt og udfordrende. Du får arbejdet med en masse nye måder at arbejde på Det er meget lærerigt, siger han. 

dm_i_choko14.jpg
Både Nikolaj, til venstre, og Alexander er i gang med deres svendeprøveforløb og får dermed snart svendebrevet i hus. 

For Alexander er det første gang han deltager. Han ser frem til at se, hvordan elever fra andre skoler løser opgaven.

- Vi har jo vores tanker, når vi ser opgaven, så det bliver spændende at se, hvad elever fra andre skoler laver, siger Alexander. 

I løbet af tre timer skal de tre kokkeelever kreere en desserttallerken med tre hovedelementer af chokolade.  

DM for kokkeelever og DM for tjenerelever foregår mandag. Her er det Stine Christensen, Restaurant Gammelhavn, og Joachim Billingsø, Dronning Louise, der dyster i tjenerkonkurrencen. I DM for kokkeelever deltager Mads Kærsaa sammen med en elev fra EUC Syd.