Nyheder

Kontorelever sætter fokus på sygefravær

Efter en investering på 4,9 millioner kr. har ledelsen i Holbæk Kommune formået at nedbringe sygefraværet og spare 14 millioner kr.

Med dette for øje har Rybners Handelsskoles kontorelever med speciale i offentlig administration arrangeret en gratis konference, der vil sætte fokus på, hvordan andre ledere i det offentlige kan gøre Holbæk kunsten efter. Invitationen er sendt ud til chefer og ledere fra erhvervsskoler, politiet, psykiatrien og Esbjerg og Varde Kommune.

To foredrag
- I det danske samfund bruges der hvert år 56 milliarder kroner på sygefravær. Dette er en stor omkostning både økonomisk og ressourcemæssigt for de offentlige instanser. Sygefraværet bevirker en undertrykt stemning og manglende hænder i afdelingerne. Derfor vil vi vise hvordan en investering i sygefraværet, kan skabe effektivitet og større fremmøde, forklarer eleverne, der til trods for et budget på 0 kr. har taget opgaven til sig med godt mod og en positiv indstilling. Det har resulteret i mange frivillige sponsorer og dermed realiseringen af konferencen.

”Leder, styr dit fravær” har to foredrag på programmet. De er med henholdsvis rejsekonsulent Nis Kjær fra Videncenter for Arbejdsmiljø og fysioterapeut Lars T. Pedersen fra EmCare, som hver især vil give deres bud på, hvilke indsatser, der kan være med til at sænke sygefraværet. Derudover er det elevernes tanke, at de deltagende ledere skal have mulighed for at udveksle erfaringer og sparre med hinanden.

Kontoreleverne skal skrive en gruppeopgave om konferencen og en individuel opgave om emnet, som de i øvrigt selv har fundet frem til. Da forløbet sidste år blev arrangeret for første gang, var emnet digitalisering og vidensdeling.

Konferencen finder sted onsdag den 27. august kl. 9 - 12 og foregår på ErhvervsAkademi Sydvest. Skulle nogen fra Rybners være interesseret i at deltage, skal man hurtigst muligt tilmelde sig via dette link.