Nyheder

Local Cooking: Sydvestjyske kokke i konkurrence på Rybners

Niveauet på kokkeuddannelsen på Rybners er højt! Men den 23. oktober kommer niveauet nok lidt højere op, når seks af Sydjyllands dedikerede restauranter og et elevhold fra Rybners stiller med et kokketeam og skal konkurrere om at skabe den bedste hovedret af lokale råvarer.

Deltagerne i konkurrencen dyster om en pris på 10.000 kr. og titlen som sydvestjysk Local Cooking mester. De bliver blandt andet vurderet på fortælling, udseende, smag og nyhedsværdi. De skal med andre ord både inddrage lokale råvarer i menuen og fortælle de gode historier bag råvarerne.

På Rybners er uddannelsesleder for Mad til Mennesker, Henrik Jørgensen, begejstret for, at skolen er med i konkurrencen: - Vi er på skolen i gang med at sætte ekstra fokus på bæredygtighed og styrke tilhørsforholdet til de lokale producenter og restauranter, så et arrangement som dette er jo helt fantastisk.  

Konkurrencens klimaks er en lækker fællesmiddag, hvor både dommere og publikum får serveret en hoveret fra hver af de syv kokketeams.

Local cooking.jpg

Local Cooking-konkurrencen afholdes i slipstrømmen på årets Krondyrsfestival og Østers Festival, og begge råvarer vil indgå i enkelte af retterne. Men da de deltagende restauranter har haft frit valg med hensyn til råvarer, vil gæsterne også komme til at smage torsk, dansk kalv, lam, agerhøne og kanin.     

Det handler om lokale fødevarer
Mens det for de deltagende kokketeams primært er en konkurrence og en mulighed for at måle sig med kollegaerne, er det for arrangørerne både det og meget mere:

- Det handler selvfølgelig om at skabe en god aften for både deltagere, dommere og publikum. Men for os er konkurrencen samtidig endnu en måde at sætte ekstra fokus på de mange lokale fødevareproducenter og deres velsmagende produkter samt de mange fantastiske restauranter, vi har i Sydvestjylland, siger Knud Hjortlund Hansen fra fødevarenetværket Sydvestjyske Smagsoplevelser.

- Vi er sikre på, at de kreative kokketeams får lavet nogle fantastiske retter, så der venter publikum en spændende oplevelse, når de får mulighed for at smage syv forskellige hovedretter og se, om de finder den samme vinder som dommerpanelet, afslutter han. 

FAKTA:
De deltagende restauranter er:

  • Den Røde Okse (Esbjerg)
  • Chhat Food & Wine Bar (Blåvand)
  • Restaurant Hav & Bøf (Esbjerg)
  • Schackenborg Slotskro (Møgeltønder)
  • Rybners Skole hold (Esbjerg)
  • Restaurant Ø (Rømø)
  • Hjerting Badehotel (Hjerting)  

 Der er 10.000 kr. til den vindende restaurant, som laver den bedste ret.

Tid: tirsdag den 23. okt. Kl. 17:00-21:15 

Sted: Restauranten på Rybners Tekniske Skole, Spangsbjerg Møllevej 72, Indgang K, 6700 Esbjerg

Der er 50 tilskuerkuverter til salg – pris 300 kr./stk.

Yderligere information

Konkurrencen er et samarbejde mellem organisationerne FOOD, Rybners Tekniske Skole, region Syddanmark og Sydvestjyske Smagsoplevelser.

Dommerne er: 

Jacob Justesen
Jacob Justesen fra Varde er pt. ansat som produktudvikler hos Flensted A/S. Han har blandt andet en fortid som kok for kongehuset på Kongeskibet Dannebrog og været køkkenchef på Hotel Britannia i Esbjerg. Han har endvidere arbejdet i Tivoli i København og på den 3-stjernede Michelin-restaurant Les Frères Troisgros i Roanne ved Lyon i Frankrig.

Colin J. Seymour
Colin Seymour har de sidste 12 år været turistchef i Varde Kommune (Pro Varde). Han har altid haft et særligt fokus på madens store betydning og arbejder bl.a. med promovering af de lokale fødevareproducenter og restauranter i netværket Sydvestjyske Smagsoplevelser. Han har en baggrund fra hotel- og restaurationsbranchen, hvor han bl.a. har været direktør for Hotel Britannia i Esbjerg.

Povl Lønberg
Povl Lønberg har været med til udviklingen af en række fødevareevents, f.eks. Fanø Østersfestival, Årets Vildt ret, Årets Ret (2015) med flere. Bestyrelsesmedlem: Det Danske Kokkelandshold og Danske Madpublicister.    Tildelt ”Det Danske Gastronomiske Akademis Hædersdiplom for Gastronomiske Markedsføring.

Jesper Krabbe
Jesper Krabbe er kok og foredragsholder. Jesper har mere end 12 års erfaring i køkkener med højt niveau. Fra 2011 til 2016 var han med til at hente 2 michelin-stjerner hjem til Henne Kirkeby Kro.  Efter at have været souschef på Henne Kirkeby Kro, er Jesper nu indehaver af Krabbefood, hvor han tager sine gæster med på en kulinarisk rejse tilbage til rødderne.