Nyheder

Jannick er regionsmester i at sætte kolorit på væggene

De tre deltagere skulle male, tegne op, tapetsere, løse en opgave på tid og skabe en dekoration ud fra deres egen idé.

- Det er en fornøjelse at se, hvor meget energi de unge mennesker lægger i arbejdet, konstaterede dommer Claus Jensen fra Malernes Fagforening, Sjælland. Hans meddommer var Poul Alvind Sørensen fra Tradium i Randers.

Ved konkurrencens afslutning kårede de to dommere Jannick Christiansen fra Rybners som regionsmester. Han er dermed gået videre til DM i Skills, der løber af stablen den 4. - 6. april i Næstved.

- Det er sjovt at være med - også selv om jeg til det landsdækkende optaktsforløb i Odense var den eneste fyr blandt 17 piger, bemærker Jannick med et skævt smil. På Rybners, hvor han til daglig uddanner sig til maler, er fordelingen mere lige, men generelt er malerfaget et håndværk, der i særlig høj grad tiltaler pigerne - på trods af, at det kan være et fysisk krævende fag.

- Jeg træner dagligt for bedre at kunne holde til det på den lange bane, fortalte konkurrencedeltageren Jeanne Sørensen fra Syddansk Erhvervsskole i Odense, mens hun med sikker hånd tegnede bogstaver op. Den tredje deltager var Kamilla Højrup fra Syddansk Erhvervsskole i Vejle.

Rybners har sikret sig endnu en plads til DM i Skills, da Nadja Lykke Andersen som regerende danmarksmester og nordisk mester er gået direkte videre.
IMG_9940-web.jpgIMG_9949-web.jpg

 IMG_9935-web.jpgIMG_9948-web.jpg

 

IMG_9951-web.jpg