Nyheder

Match mellem virksomheder og elever

Igen i år afholdt Rybners Handelsskole i samarbejde med handelsskolerne i Varde, Ribe og Grindsted elevpladsmesse inden for kontor, handels- og detailbranchen.

38 virksomheder stod klar til at møde de mange elever, som med et CV i hånden var mødt op i håbet om at finde en elevplads. Og dét kan være svært, for der er rift om elevpladserne.

hjemmeside2.jpg

Matilde Jensen fra Varde Handelsskole skal bruge en elevplads til sommer og så elevpladsmessen som en mulighed for, at få delt sit CV ud til en række virksomheder.

- Jeg føler mig ikke vildt presset i forhold til at finde en elevplads, men jeg har da ikke lyst til at være en af dem, der ikke finder en, siger hun.

Ren win-win
- I dag er der stor efterspørgsel på gode elevpladser. Men for virksomhedernes vedkommende er der også efterspørgsel på dygtige elever, og dét stiller krav til begge parter. Derfor er elevpladsmessen en virkelig god mulighed for at gøre sig bemærket – uanset om man er elev eller virksomhed, siger Kim Andersen, virksomhedskonsulent på Rybners Handelsskole.

En af de virksomheder der var mødt op på årets elevpladsmesse, var Matas. De skal bruge 15 elever til deres butikker i Syddanmark, og var taget på messe for at møde deres ansøgere i øjenhøjde.

- Slår vi eksempelvis en stilling op i Esbjerg får vi godt med kvalificerede ansøgere. Men der er jo mange vi slet ikke inviterer til samtale. Her på messen møder vi folk på en helt anden måde, og det er sjovt, fortæller Helle Juhl Poulsen fra Matas.

hjemmesiden1.jpg

Helle Have fra byggemarkedet Davidsen var mødt op på messen for at vise, at Davidsen er meget mere end blot søm og skruer, men at man kan få en rigtig god elevplads hos dem.

- Eleverne kender jo virksomheder som Netto og Føtex, men rigtig mange kender ikke Davidsen. Det skulle da kun lige være fordi, de har været ude og handle med deres far, siger hun og fortsætter:

- Derfor skal vi gøre lidt ekstra for at fortælle de unge, hvad det er Davidsen kan tilbyde – og det kan godt være lidt af en udfordring, for hvad er der sexet ved rockwool?  

Motiverede messegæster
Nikita Jacobsen fra Rybners Handelsskole var taget på elevpladsmesse med én enkelt ansøgning. Og den var tiltænkt Esbjerg Kommune.

- Jeg har været i praktik i Esbjerg Kommune, og det var jeg rigtig glad for. Jeg har skrevet en ansøgning målrettet dem og den skal jeg hen og have afleveret nu.

- Jeg har også tænkt mig at gå over til Varde Kommune, da jeg har hørt at de har et super godt arbejdsmiljø. Men til Varde Kommune har jeg kun et CV… Jeg valgte at bruge min energi på en god og målrettet ansøgning til Esbjerg Kommune, nåede Nikita at sige inden det blev hendes tur ved Esbjerg Kommunes stand.  

hjemmeside4.jpg