Nyheder

Mathias vinder rejselegat for sin kortfilm om lys

Filmmediet kan noget ganske særligt. En flot film kan fange vores opmærksomhed og eksempelvis gøre os interesserede i videnskaben bag lys, ligesom det er tilfældet i Mathias Bjerres kortfilm, som han netop har vundet en pris for.

I løbet af de tre minutter, filmen varer, kommer publikum med på en rejse gennem tid og sted, der fortæller os om videnskabsmændenes historiske opdagelser inden for lys og hvad disse opdagelser betyder for nutidens videnskabelige arbejde.

- Det var en meget fri opgave, som min fysiklærer Ole Gadsbølle præsenterede mig for: Lav en film af tre minutters varighed om emnet lys. Jeg har haft fokus på at holde den meget objektiv og elegant, og fordi konkurrencen både var for danske og tyske gymnasieelever, valgte jeg at få hjælp af min klassekammerat Eden Turin, der har leveret en perfekt engelsk speak til filmen, beretter Mathias, der ikke lægger skjul på, at han har brugt mange timer på at lave filmen - ind imellem eksamensforberedelser og terminsprøver.

Mathias-1-lille.jpg
Der var filmglamour over prisoverrækkelsen med ”guldregn” og overrækkelse af kæmpecheck. Med på scenen havde Mathias Bjerre klassekammeraten Eden Turin (t.h.). 

God på cv’et
Tre dage før finalen, der foregik i koncertsalen Alsion i Sønderborg, fik Mathias at vide, at han havde fået en finaleplads.

- Vi var fire finaledeltagere, der hver kort blev introduceret foran publikum. Da vi vandt, var både Eden og jeg på scenen. Min mor og min mors veninde var med i salen, men desværre kunne klassen ikke nå at komme med med så kort varsel, fortæller Mathias.

Efter at have fået overrakt rejselegatet på hele 25.000 kr. snakkede Mathias med filminstruktør Esben Tønnesen, der var med i juryen.

- Han opfordrede mig til at blive ved med at lave film, og det har jeg da også tænkt mig, siger Mathias, der ved, at filmprisen er god at have på cv’et i en branche, hvor det er noget nær umuligt at komme i nærheden af filmskoler og lignende lige efter gymnasiet.

Se filmen her