Nyheder

Forrygende modeshow resultat af hektiske forberedelser

Torsdag kunne eleverne på Rybners Handelsskole ånde lettet op for en stund, da de fejrede sidste skoledag. Nogle af de elever, som især kunne sænke skuldrende var eleverne fra Life ’n’ Style, da årets modeshow var veloverstået.

modeshow web6.jpg
Stilen var afslappet og boheme i første del af showet.

Klokken 10 pumpede bassen ud af højtalerne, spotlysene skinnede, catwalken stod klar, og modellerne kunne spankulere ned mellem det hujende publikum i aulaen på Svendsgade. I fire uger har pigerne fra Life ’n’ Style arbejdet med at arrangere showet, og mens resten af skolens elever sad afslappet på tilskuerrækkerne, svedte de bag kulisserne med at få styr på tøjet, sende modellerne ind i den rigtige rækkefølge, lægge make-up og så videre. 

- Jeg var med til at give dem tøj på. Der var stress på – rigtig meget, fortæller Sabrina Rask Nielsen. 

modeshow web3.jpg
Modellerne udstrålede overskud - det var ikke til at se, at der var stress på bag scenen. 

Anne Nielsen er en af de elever på skolen, som havde mod nok til at stille op som model til showet.

- Jeg synes, det var fedt – grænseoverskridende. Og så var det lidt mærkeligt, at de skulle sminke os, når man synes, man kunne gøre det selv. Men jeg synes, de gjorde det rigtig godt, anerkender hun.

modeshow web.jpg
Anne Nielsen på podiet.

I løbet af forberedelserne har eleverne fra Life ’n’ Style måttet arbejde på sine forventninger og afstemme dem med hinandens og med, hvad der kan lade sig gøre i løbet af fire uger.

- Det har været lærerigt at have det i hænderne i stedet for bare at sidde i et klasselokale, konstaterer Sabrina Rask Nielsen.

- Det er en lettelse, at det nu er overstået, supplerer Katrine Stengaard Pedersen, som har arbejdet med markedsføring i forbindelse med showet.

modeshow web5.jpg
Eleverne havde også sørget for børnemodeller og - tøj. 

Efter modeshowet kårede eleverne hinanden i kategorier som Årets bommert, Årets kælenavn med videre. Om aftenen festede de sammen med lærerne indtil midnat. Så blev eleverne igen nødt til at tænke på skolearbejde, da årets eksamensplan blev offentliggjort. 

modeshow web2.jpg
Stemningen var i top. Klassekammeraterne hujede og optog video og tog billeder.

modeshow web4.jpg
I anden del af showet viste modellerne festtøj. Catwalken var bygget op som et kryds, så modellerne kunne ses fra begge sider. 

modeshow web7.jpg

Se mange flere billeder på Facebook >