Nyheder

Murerlærers kræftdiagnose satte skub i udfordrende projekt

Den 21. maj, når startskuddet til Stafet for Livet i Esbjerg lyder, bliver en smuk blomstrende mindebænk afsløret. Med omkring 4000 fint tilhuggede små fliser vil den store betonbænk stråle med solsikker og være et sted, hvor man kan sætte sig og glæde sig over livet og mindes de mennesker, man har mistet til kræften.

Forud er gået et kæmpearbejde fra elever på 3. hovedforløb på mureruddannelsen. Ud fra tegninger af kunstner Thomas Kjær – ham med Hjertingfisken – har eleverne lavet skitser, som de har overført til den rå betonbænk og siden hugget fliser til i et sindrigt mønster.

Det har været spændende, fortæller murerelev Gert Holmen.

- Der er nogle udfordringer, for der er mange skæringer i det, fortæller han.

Murer mindebænk
Gert Holmen, som er murerelev på 3. hovedforløb, arbejder sideløbende med mindebænken på sit hovedforløbsprojekt. Bænken må først afsløres til Stafet for Livet.

Når de skærer i så små fliser kan de ofte springe.

- Det er et stort projekt, for det er et puslespil vi samler. Men det er enormt spændende og enormt givende at være med til at lave noget så stort og givende. Jeg bliver stolt, den dag det bliver afsløret, fortæller Gert Holmen.

Søren Andersen fra Stafet for Livet spurgte sidste forår murerlærer Ib Mortensen, om det var noget, murereleverne kunne arbejde med som en del af deres skoleforløb. Senere på året fik Ib Mortensen selv konstateret modermærkekræft.

- Så det var let at sige ja til, konstaterer Ib Mortensen.

I dag er han heldigvis kræftfri – det var muligt at fjerne al kræften i første forsøg.