Nyheder

Nordsø-aftale vil øge efterspørgslen på kurser og efteruddannelse

Var der glæde på borgmesterkontoret og på direktørgangene i erhvervslivet, da Nordsø-aftalen mellem staten og Maersk blev offentliggjort i marts måned, så var glæden på Rybners Kursuscenter på det nærmeste lige så stor – For når det regner på Esbjerg, så drypper det på Rybners Kursuscenter. Det forventer afdelingsleder Bjarne Knudsen i hvert tilfælde:

- Man taler jo om milliardinvesteringer og flere tusind nye job i det kommende år, så jeg regner da bestemt også med en øget efterspørgsel på vores kurser. Jeg håber da på, at der kommer et større rykind til vores hydraulik- og el-kurser, og der bliver sikkert også større interesse på metalområdet med svejsecertificeringer. Og vi har kapaciteten til at klare det, understreger Bjarne Knudsen.

 Nordsøaftale

Opkvalificering

De senere år har der været mangel på kvalificeret arbejdskraft i Esbjerg, og Bjarne Knudsen ser en fare for, at der kan opstå flaskehalse, når først virksomhederne begynde at mangle arbejdskraft på grund af de mange nye opgaver. I den forbindelse ser han Esbjerg Kommunes Energiteam som en forsat samarbejdspartner. Den betragtning er jobkonsulent ved energiteamet, Heino Friis, enig i:

- Vi kommer til at stå med en udfordring i de kommende år, hvor der risikerer at blive mangel på kvalificeret arbejdskraft. Vi kan så at sige ”se bunden af vores varehylde,” fortæller Heino Friis.

Han ser Rybners Kursuscenter som en samarbejdspartner på både kort og lang sigt. På den korte bane bliver der tale om opkvalificering af ledige – her bliver der især mangel på elektrikere og smede, vurderer Heino Friis.

På længere sigt håber Heino Friis, at man kan påvirke både unge mennesker på teknisk skole og teknisk gymnasium til at videreuddanne sig inden for de tekniske fag og virksomhederne til at uddanne flere folk.

- Der går nok et år eller to inden virkningerne af Nordsøaftalen for alvor slår igennem. Den tid skal vi bruge til at få opkvalificeret så mange som muligt, og i den forbindelse kommer både Rybners Kursuscenter og Rescue Center Denmark til at spille en markant rolle, vurderer jobkonsulent Heino Friis.