Nyheder

Ny app skal åbne unges øjne for erhvervsuddannelser

Hvordan får vi flere til at vælge erhvervsuddannelserne? Det er et spørgsmål, som mange stiller sig selv for tiden, og blandt andre politikerne og UU-vejlederne gør deres for at påvirke de unge, så flere vælger Teknisk Skole i stedet for gymnasiet.

euc_v_300812__mg_5006.jpg

I samarbejde med Erhvervsskolernes Forlag og Nordre Skole sætter Teknisk Skole Esbjerg nu ind på at give folkeskoleelever en ahaoplevelse med en anderledes undervisningsform. Forlaget og de to skoler har fået 750.000 kroner fra Industriens Uddannelses- og Samarbejdsfond til at udvikle en app, der skal bruges i undervisningen.

Faglig udfordring via digitale medier
App's kender vi fra vores smartphones og tablets, og de største elever i folkeskolerne jonglerer rundt med app's med samme selvfølgelighed, som vi andre smed med papirkugler i samme alder. Den nye app skal koble teori og praksis, så de ældste elever oplever, at der er en mening med undervisningen i folkeskolen. I de ældste klasser oplever mange som et kritisk tidspunkt, hvor en del begynder at koble fra undervisningen, og skoletrætheden for alvor sætter ind. App'en skal få de unge til at fatte interessen, fortæller projektleder på Teknisk Skole Esbjerg, Frank Borggaard.

- I app'en får eleverne en faglig udfordring. Det kunne for eksempel være hvordan man får en motor til at accelerere, og hvordan den bremses ned igen. For at løse udfordringen, skal eleverne ud på en række missioner, forklarer han.

På mission
Missionerne kobler teori med praksis. I eksemplet med acceleration og deceleration, skal eleverne se en film om emnet og svare på spørgsmål på app'en. Derefter skal de selv lave eksperimenter med løbehjul, cykler og andre køretøjer og i den forbindelse lave udregninger. De skal også besøge en virksomhed og lave interview med for eksempel en værkfører, om hvordan maskinerne på fabrikken bruger acceleration/deceleration. Missionen fuldføres med en film, som de skal lave om et særligt område inden for emnet.  Alt skal dokumenteres via app'en, hvor andre elever kan rate de forskellige produkter og point kommer til at fremgå af et scoreboard. På den måde håber man også på at ramme elevernes konkurrenceånd.

- Klasserummet kommer til at blive udvidet til både det fysiske klasselokale, skolegården, virksomhedsbesøg og det virtuelle rum, uddyber Frank Borggaard.

- Håbet er, at vi med en anderledes undervisningsform kan give flere af eleverne en oplevelse af, hvad de skal bruge undervisningen i folkeskolen til. Mange interesserer sig for teknik, for eksempel motorer, men kan ikke se sammenhængen med den matematik og fysik, som de lærer i skolen. Samtidig er det meningen, at app'en skal vise, at de med en erhvervsuddannelse kan dykke ned i en masse spændende og få hands on, forklarer Frank Borggaard.

Kobles sammen med Hands On
Dansk Industri har selv lanceret et koncept netop kaldet Hands On, som skal få flere folkeskoleelever til at vælge en erhvervsuddannelse. Hands On tour har med en kendt tv-vært og elever fra erhvervsuddannelserne i løbet af de sidste par måneder været landet rundt med et show, hvor folkeskoleeleverne fik rykket deres fordomme. Det er meningen, at den nye app skal være en del af Hands On.

App'en skal være færdig til næste forår.